Emma Ahlberg er kommet godt fra start

06-02-2018 15:20

Camilla Tiefensee Schrøder

Der er allerede fyldt godt op med heste i stalden i hendes nyopstartede forretning Emma Ahlberg Horse Performance

Copyright Ridehesten.com
Emma Ahlberg får travlt med hoppekåringerne i år. Her ses hun sadelkåring i Region 3 sidste år, mens hun stadig arbejdede for Helgstrand Dressage. Foto: Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Den 1. februar åbnede Emma Ahlberg Horse Performance, som den tidligere Helgstrand-rytter Emma Ahlberg driver sammen med sin kæreste, berider Lars Ringkjær, på Vandstedgaard ved Nibe.
I stalden står allerede 11 unge hopper, som skal forberedes til årets sadelkåringer, og sammen med hendes fire egne salgsheste er langt størstedelen af de bokse, hun har til rådighed, besat.

– Vi er kommet rigtig godt fra start, siger Emma Ahlberg. Hun har haft en tre måneders opsigelsesperiode fra jobbet på Helgstrand Dressage, og det har været meget passende overgang i forhold til at få bygget de nye virksomhed op.
– Der var allerede en færdig butik at starte ud med den 1. februar, og kunderne er der allerede. Det er fordi, jeg langsomt har kunnet bygge kundebasen op i løbet af de tre måneder. Og så startede Lars jo allerede herude den 1. december, fortæller hun.

Travlt med hoppekåringer
Når hun ser i kiggerten for 2018 ser det nye liv som selvstændig positivt ud, for der er nok at lave i virksomheden.
– Jeg må sige, at jeg er mindre nervøs nu, end jeg var for tre måneder siden. Der tænkte jeg åh nej, skal jeg nu have et ekstraarbejde ved siden af for at få det til at løbe rundt? Men i løbet af de sidste måneder har jeg troet mere og mere på det dag for dag, siger dressurrytteren.
Hun håber på at få solgt en del af sine 4-7 års dressurheste i løbet af året, og så gælder det ikke mindst hoppekåringerne til sommer.
– Der får vi rigtig travlt. Det bliver mig, der kommer til at ride ved alle hoppekåringerne rundt i hele Danmark, siger hun.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Sliber diamanter
29-årige svensker har været rigtig glad for de otte år, hun har arbejdet hos Helgstrand Dressage, men hun har altid haft drømmen om at starte op som selvstændig og glæder sig nu over at se drømmen blive til virkelighed. Hun beskriver sine ambitioner som rytterens svar på en diamantsliber:
– Jeg vil gerne få hver enkelt hest til at vise sit fulde potentiale. Det er som at slibe diamanter – først ligner det bare en sten, indtil den er blevet pudset. På samme måde skal hestene også komme til at "shine", siger Emma Ahlberg.
Og det budskab, skynder hun sig at tilføje, bakker hendes sponsor St. Hippolyt op omkring.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner