Emilie i front ved DM

13-08-2010 21:06

Britt Carlsen

Seniorrytterne red her til aften første afdeling af det danske mesterskab efter nye regler, og det blev Emilie Martinsen, som med to fejlfrie runder i ren opvisningsstil lagde sig i spidsen for konkurrencen

Emilie F. Martinsen og Caballero var helt suveræne i den første afdeling af det danske mesterskab i springning for seniorer. Mesterskabet afvikles i år anderledes end tidligere, idet rytterne i dag har redet to runder på samme bane, lørdag har hestene hviledag, mens DM-rytterne skal i aktion søndag over to runder på højden 150 og 160 cm. Emilie var ene om at ride to fejlfrie runder her til aften på Caballero, en hest hun kun har haft i kort tid. Sidste års danske mester Andreas Schou fik med avlshingsten Chicago et nedslag i første runde, men kom stærkt igen med en fejlfri anden runde. Det samme gjorde berider Torben Frandsen på It's Catweazle. Tina Lund jagter endnu en mesterskabstitel og hun var fejlfri i første runde på Zamiro, men i anden runde sprang hendes stigrem, og hun måtte ride banens sidste tredjedel med kun en bøjle. Det kostede et nedslag på indspringet i trekombinationen, og dermed har hun i lighed med Frandsen og Schou fire fejl med sig til søndagens finale. Thomas Sandgaard, og Thomas Velin har hver 8 fejl efter at have fået et nedslag i hver runde i dagens konkurrence. I mogen lørdag er det hviledag for DM-rytterne, men der er travlhed på springbanen fra tidlig morgen til aften - man kan bl.a. se de unge springheste kæmpe om udtagelse til VM på Zangersheide i iagttagelsesklasser for 5-, 6- og 7-års heste.

Links

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner