Annika Knudsen Lorentsen
Mia Hastrup var en af de danske ryttere der i sidste uge var til start i polske Sopot, og her skete der desværre noget, som en hver rytter frygter. Den ene af Mias heste pådragede sig en fraktur, og dermed måtte hun trække hesten, Constantin M e. Concetto fra terrænspringningen. Den 18-årige vallak har igennem mange år haft succes med Mia, og de har blandt andet deltaget ved EM i 2015, 2017, 2019 og 2021.
– Vi ved faktisk ikke hvordan det er sket, men da vi kom hen til ham i stalden med hans staldkammerat, som jeg lige havde redet i terrænet på, stod han og krampede og løftede bagbenet, forklarer Mia og fortsætter:
– Først troede jeg det var koliksymptomer, men da jeg ville trække ham ud af boksen kunne han slet ikke støtte på benet. Linus Camitz, som er Constantins faste dyrlæge var med over telefonen med dyrlægen ved stævnet og de fandt frem til, at han havde en fraktur i glideledet i hasen.
Constantin M blev fragtet hjem til Danmark, hvor han er afleveret på Højgaard Hestehospital. Her har han fået en CT scanning, som der afventes svar på, før det kan afgøres om han skal opereres.
– Det bliver muligvis operation, hvis prognosen er fornuftig og rehabiliteringsperioden overkommelig. Constantin skal ikke være foldbums eller stå i boksen i halve eller hele år. Det skylder jeg ham, at han ikke skal bydes, understreger Mia, som på trods af et frygteligt stævne, kan glæde sig over, at hun fik kvalificeret sin anden hest Shjabrina til VM, mens hendes hest Continue de Vision blev kvalificeret til EM 2023.
Ved stævnet i Sopot kvalificerede Hanne Ramsgaard sig desuden til VM.