Eliten i ridebanespringning kommer til Sønderborg

17-04-2008 08:17

Maja Golles

Sønderborg Rideklub (SØR), Vollerup, afholder et stort landsstævne i ridebanespringning i dagene fredag den 18. april - søndag den 20. april med 200 startende ekvipager. Stævnet er optakten til klubbens markering af sit 80-års jubilæum i 2008.

Der springes i SØR i de højeste klasser med deltagelse af eliten i dansk ridesport. Der er tilmeldt ca. 200 ekvipager, som i alt skal på banen 750 gange i løbet af de kommende 3 dage. For blot at nævne nogle af de mange eliteryttere, der kommer, kan nævnes Tina Lund, der i år deltager med 9 heste. Tina startede med at ride som 10-årig og blev allerede året efter danmarksmester for juniorer og skrev sig dermed ind i Guiness Rekordbog, som den yngste vinder nogensinde. Tina er i dag 28 år og blev årets sportsnavn i 2002 og vandt DM i 2005. Daniel Cassøe Jakobsen, regerende nordisk mester (holdspringning), kommer også til Sønderborg med flere heste. Daniel har igennem tiderne opnået mange fine resultater, bl.a. DM-sølv, NM-guld og vandt sit første DM tilbage i 1998. Fra SØR's egne rækker starter 2 ryttere - det er Sune Damgaard og Kathrine F. Clausen. Begge har deltaget i mange stævner, men endnu ikke på elite niveau. Sune Damgaard, der er klubbens beriderelev på sit 5. år, deltager med 4 heste. Hestene han skal ride er ikke hans egne, men nogle som er i ridning på SØR. Kathrine F. Clausen deltager med hendes egen hest. Hun har tidligere startet landsstævner, men det er tilbage til hendes ponyår. Hun er nu sadlet om til hest, som blev købt som unghest, og nu er klar til de større stævner. Sønderborg Rideklub har de seneste år afholdt landstævner i springning med stor succes. Dette har kun kunnet lade sig gøre eftersom klubben i år 2000 flyttede til nye faciliteter på Huholt - og nu fremstår som et af landets flotteste ridecentre. Alle er meget velkomne til at besøge arrangementet og mærke "suset" når der rides på tid over en Ox'er og andre spring på op til 150 cm. Der er gratis adgang til stævnet. Kilde: JydskeVestkysten

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner