Elitehingsten Carano død i Belgien

23-05-2009 20:06
Avl
Kort efter ankomsten til sit nye hjem i Belgien døde holstenerhingsten Carano i mandags. Hingsten har haft en lang og betydelig avlskarriere i Danmark

18-årige Carano havde ikke nået at nyde meget at sin nye tilværelse i Belgien, da han knap to uger efter sin ankomst fik kolik og måtte indlægges på hesteklinik. Efter en vellykket operation for tarmslyng tydede alt på, at Carano ville overleve, men døde kort efter. Carano DVE 521 blev kåret i Dansk Varmblod som 3-årig og blev hurtigt meget populær i avlen af springheste. I hans første kåringsårgang blev den dobbeltbegavede hoppe Cervinia Skovvang tildelt guldmedalje og der har sidenhen vist sig flere talentfulde dressurheste blandt Caranos mange afkom. Caranos afkom har dog primært markeret sig som springheste og særligt i unghesteindeks har Caranos afkom bidraget til en høj placering for hingsten. I 2004 blev den skimlede hingst e. Capitol I / Cor de la Bryère årets hingst i Dansk Varmblod og var tidligere udnænvt som elitehingst. Carano bedækkede også et par år i det tyske holstenerforbund. I Danmark er Carano registreret med 860 afkom.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner