Signe Wiese
For de 39 tilmeldte ryttere til årets ECCO samling i weekenden venter et yderst spændende og interessant program. Lørdag starter med en rundvisning på familien Kasprzak’s nye ridecenter i Haderslev, hvorefter Anna Kasprzak giver clinic på flere af sine heste. Her fortæller hun om den daglige træning, stævneplanlægning og de forskellige øvelser. Indimellem vil Jon D. Pedersen og Vibeke Degn komme med råd og tips til øvelserne. Derudover vil det nye PRM-program samt nogle af øvelserne fra de øvrige FEI ponyprogrammer blive fremført af en pony. Lørdagens sidste indlæg er hestemassør og osteopat Gitte Andersen Søby der kommer og viser, hvordan hun arbejder og behandler heste. Dagen slutter af med individuelle samtaler og fælles hygge. Søndag morgen starter med fysisk træning i gymnastiksalen, og derefter følger gruppearbejde, hvor rytterne arbejder med temæt ”Forberedelse til konkurrencer – hvad har jeg brug for?”. Gruppearbejdet følges op af en paneldiskussion over samme tema, hvor formålet er, at få rytternes behov belyst frem mod de gode præstationer ved årets mesterskaber. Panelet består af: Lisbeth Seierskilde – tidligere på Danmarks landshold for ponyer, junior og ungryttere, nu Danmarksmester og på det danske A-landshold. Anna Kasprzak – tidligere på Danmarks landshold for junior og ungryttere, nu U25 rytter med landsholdsårene i frisk erindring. Jon D. Pedersen – landstræner for junior/ungrytterne Hanni Toosbuy Kasprzak – forældre med mange års erfaring i ”landsholdstruppen” Kimi Nielsen – holdleder junior/ungrytter/U25 og seniorer Samlingen sluttes af med information omkring årets aktiviteter og stævner. Kilde: DRF