Mød Majbritt Carter, allergivenlige heste m.m. i Tønder

15-03-2008 08:03

Maja Golles

Ved det tidligere omtalte hesteshow i Tønder i april kan du bl.a. møde krøllede, allergivenlige heste, garderhusarerne, amerikanske cutting-heste, flotte springheste fra Bøgegårdens stutteri samt Monthy Roberts træningsmetoder.

En lokal arbejdsgruppe bestående af Peter Petersen fra Emmerske Biler og Trailere samt Michæl Boesen fra Long View Horseback Riding, har i et samarbejde barslet med en ide om at arrangere et stort hesteshow Tønder. - Vi synes, det kunne være spændende at arrangere et hesteshow, hvor alle kan være med siger Michæl Boesen indehaver af Long View Horseback Ridng og én af initiativtagerne. Peter Petersen fra Emmerske Biler tilføjer: - Vi henvender os i stor udstrækning til dem, der måske ikke bruger deres hest, som de gerne ville, men måske bare tager en tur i skoven, men kunne tænke sig at være sammen med den på en anden måde og måske starte på én eller anden disciplin i ridesporten, men ikke aner hvor de kan henvende sig for at komme i gang. Hesteshowet henvender sig i stor udstrækning til bredden af hestesporten, og det hele er krydret med en eskadron fra garderhusarerne i Næstved, amerikanske cutting-heste, der viser det traditionelle arbejde med kvæg samt show med pisk og lasso, kommende landsholdsryttere, der rider kür program og springheste fra Bøgegårdens stutteri som bliver vist i løsspringning og under rytter. Om søndagen vil Majbritt Carter, der er uddannet hos Monthy Roberts, komme og vise hvorledes Monthys træningsmetoder omkring Join Up fungerer i praksis. Der vil også være opvisning med forskellige hesteracer, og der er planlagt en foredragsrække, der vil omfatte næsten alt der vedrører hestens røgt og pleje: der vil være foredrag inden for hestemassage, -akupunktur, - kiropraktik, -tandpleje, og homøopati. Alle de mange tiltag vil finde sted 12.-13. april på ridecentret, Haderslevvej 12 ved Peter Marcussen i Tønder.

Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen