Ecco Cup for ponyer skydes i gang

10-03-2017 13:25

I dagene 17. – 19. marts byder Sundeved Rideklub velkommen til 1. kvalifikation af Ecco Cup 2017 for ponyerne

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Hvert år danner Sundeved Rideklub rammen om et ponylandsstævne i dressur, hvor der endnu engang rides 1. kvalifikation af Ecco Cup 2017.

Alle sejl er sat til i Sundeved Rideklub, hvor man forbereder sig til det hidtil største ponylandsstævne i klubbens historie, hvor der vil være små 300 starter.

Der bliver brug for mange hjælpende hænder til dette arrangement, men klubben er kendt for at have et stort antal frivillige hjælpere, som gør alt for at ryttere, heste og gæster får en god oplevelse. Sundeved Rideklub har netop afholdt hestelandsstævne også med Ecco Cup, og her var der meget positive tilbagemeldinger fra både ryttere, officials og gæster. Dette giver fornyet energi i klubbens hjælperkorps, som igen vil kræse for detaljerne for at leve op til den positive feedback.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Allerede ved ankomsten bliver man mødt af en hjælper, der anviser parkeringsplads og viser vej til staldene. Som altid tilbydes der opstaldning i både de eksisterende stalde og i teltstalde. I klubbens cafeteria serveres der lækker hjemmelavet mad til alle måltider, samt et lille udvalg fra det sønderjyske kaffebord.

Faciliteterne i Sundeved Rideklub er særdeles publikumsvenlige, da de to store ridehaller ligger i åben forbindelse med hinanden, så tilskuerne kan følge med i hvad der sker på både opvarmnings- og konkurrencebanen.

Så selvom der må forventes nogle lange dage med højt aktivitetsniveau, glæder alle i Sundeved Rideklub sig til at kunne byde ryttere, ponyer, officials og gæster velkomne til endnu et forrygende landsstævne.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner