Britt Carlsen
Dyrenes Beskyttelses dyrlæge har ret i een ting; signalværdien af det der er foregået på opvarmningsbanen i Parken er rigtig dårlig. Sagen griber nu om sig og "mishandlingssagen" er nu hovednyheden i radiosporten. På trods af af sportschef Jens-Erik Majlund og den erfarne hestedyrlæge Hans Schougaard har manet til besindighed og forsøgt at få omverdenen til at bevarer deres proportionssans, så er sagen nu blæst op til helt uhørte højder. Dyrenes Beskyttelse har ikke været sene til at fordømme det som er sket, på baggrund af de videooptagelser, der er tilgængelige: "Der er tilsyneladende anvendt to forskellige former for barring på opvarmningsbanerne. I nogle tilfælde har grundbommen været lagt ind under springene og i oxeren har den forreste bom været sat højere end den bagerste, så denne ikke har kunnet ses af hesten, før springet var påbegyndt. Ved begge former er formålet, at hesten efter at have sat af til sit spring opdager, at springet er sværere, end den på forhånd har haft mulighed for at taksere. Resultatet er, at hesten enten skal gøre en ekstraordinær indsats eller den skal slå sine forben ved at ramme bommen. "Tanken bag er: "Så kan den lære det, kan den, når den kommer ind på den rigtige bane, hvor placeringer opnås". Der er ikke tale om en ny form for barring. Der er tale om metoder, springryttere med en flosset moral har anvendt de sidste 30 - 40 år, så det er ubegribeligt, at officials ikke har grebet ind og stoppet ulovlighederne," siger Jens Svenningsen i pressemeddelelsen. Han slutter: "Hvis man ikke er en meget hærdet hestemishandler, må det da også være med en underlig smag i munden, man modtager præmier for et resultat opnået ved at mishandle sin hest. Og det siger sig selv, at hvis en træner har været involveret i mishandlingen, kan han selvfølgelig ikke fortsat anvendes i ridesporten."