DV-hovedsponsor tager to år mere med hingstekåring

18-08-2016 15:49
Avl

En af Dansk Varmblods trofaste og højtprofilerede samarbejdspartnere, SKAGEN Fondene, har netop forlænget hovedsponsoraftalen for Dansk Varmblods hingstekåring i Herning i 2017 og 2018

Copyright Ridehesten.com
Som hovedsponsor for Dansk Varmblods Hingstekåring har SKAGEN Fondene i tre år indtaget en markant position under arrangementet i MCH Messecenter Herning, og det gode samarbejde fortsætter to år endnu.

SKAGEN Fondene har været hovedsponsor for Dansk Varmblods hingstekåring i tre år, hvor de har lagt navn til Hal M som SKAGEN Fondene Arena og har således også været med i 2016, hvor hingstekåringen for første gang indtog Boxen. SKAGEN Fondenes Hovedsponsorat tager markedsføringsmæssigt udgangspunkt i torsdag aftens clinic samt en række kundearrangementer.
– Vi er meget glade for samarbejdet med SKAGEN Fondene og naturligvis også stolte af, at de har valgt at forlænge samarbejdet med yderligere to år, udtaler Dansk Varmblods sekretariatschef Casper Cassøe og fortsætter:
– SKAGEN Fondene har bevist, at man kan bruge sponsorsamarbejdet med Dansk Varmblod både bredt og målrettet. De har været dygtige til at få meget ud af hingstekåringen ved at invitere mange af deres erhvervskunder og har haft op i mod 200 besøgende kunder dagligt under arrangementet.
– Vi ser det som en blåstempling af hingstekåringen, at SKAGEN Fondene vælger at fortsætte samarbejdet, slutter Casper Cassøe.

I forbindelse med forlængelsen af hovedsponsoraftalen med Dansk Varmblod udtaler administrerende direktør i SKAGEN Fondene i Danmark, Jens Elkjær: 
– Vi har i de sidste tre år haft stor glæde af vores samarbejde med det dygtige team bag Dansk Varmblod. Med den nye toårige sponsoraftale fortsætter vi støtten til en sport, der er i en rivende udvikling. Samtidigt giver det os mulighed for at tilbyde eksisterende og nye kunder nogle ekstraordinære oplevelser og møde dem i nogle inspirerende rammer, når Dansk Varmblod afholder deres events.

Info

SKAGEN Fondene
SKAGEN Fondene er en af Nordeuropas førende investeringsforeninger med kontorer i Skandinavien, England og Holland. SKAGEN Fondene forvalter ca. 85 mia. norske kroner for private investorer og institutionelle kunder. De er særlig kendt for sine gode langsigtede afkast på aktieafdelingerne, som siden starten alle har givet over 13 % i gennemsnitlig årligt afkast efter omkostninger. Derudover adskiller SKAGEN Fondene sig ved fortsat at være uafhængige og partnerejet med et stærkt interessefællesskab med kunderne, når det kommer til både afkast og omkostninger.
SKAGEN Fondene har valgt at støtte op om hestesporten i Danmark ved at være blandt hovedsponsorerne til Herning Horseshow. SKAGEN Fondene forstår hestesportens store passion og oplever flere fællestræk i måden at investere på, hvor det er nødvendigt at være tålmodig og flittig for at opnå gode resultater. Som den eneste investeringsforening i Danmark tilbyder SKAGEN Fondene rådgivning af private kunder.
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner