DV-hoppe er månedens hest i FEI

15-08-2024 18:17

De paralympiske lege i ridning begynder i starten af september. I den anledning har FEI udnævnt DV-hoppen Athene Lindebjerg til månedens hest

Copyright Ridehesten.com
Athene Lindebjerg er månedens hest i FEI. Foto: Privat.

FEI har i denne måned valgt at sætte fokus på en af favoritterne til det kommende PL i Paris, nemlig DV-hoppen Athene Lindebjerg e. Gribaldi/Diamant opdrættet af Ulla og Kristian Bech. Som de indleder artiklen: – Athene Lindebjerg er et smukt navn til en smuk hest. Men denne slående sorte hoppe med hvidt blis er så meget mere end et smukt hoved; hun er ret god til sit arbejde.

Athene rides af Mari Durward-Akhurst, som blev nr. 1 på FEI Para Dressage World ranglisten tidligere på året. Hoppen er ejet af Diane Redfern, og Athene har allerede samlet ni internationale guldmedaljer i karrieren med to tidligere ryttere: Julie Payne og Sophie Christiansen, med hvem hun vandt guld ved de paralympiske lege i Rio 2016.

Et samarbejde i topform
Det er de paralympiske lege, som hendes nye rytter, Mari, har fokus på. De har dannet par i 18 måneder og konkurrerede internationalt for første gang i juli sidste år. De har nået topformen, og har for nylig vundet tre CPEDI3* klasse I-klasser i Wellington, England. Det var personlige rekorder for parret, der toppede med 82 procent i kür.

Athene er en enestående hest, og jeg er heldig at kunne ride hende, udtaler Mari. – En stor tak til Di Redfern for at give mig denne fantastiske mulighed. Athene har allerede vundet ni guldmedaljer (tre paralympiske og seks europæiske), og vi håber på, at vi kan føje til dette tal i fremtiden.

Stor sejr
Sidste efterår annoncerede parret deres paralympiske hensigt i Paris ved at vinde Equissage Grade One Para-titlen ved de nationale dressurmesterskaber i Somerford Park. Parret opnåede den højeste score i mesterskaberne, i Grade I Freestyle med 73,6 pct.

Dette var særligt specielt, da Mari først var blevet udskrevet fra hospitalet lige før konkurrencen. Hun havde brugt to uger på at blive behandlet for en nyreinfektion og indrømmede, at hun følte sig " extra wobbly". Athene beskrives som en venlig og blid kæmpe med en fantastisk skridt. Alle, der har set dem, er enige om, at hende og Mari udgør et godt team.

Copyright Ridehesten.com
Athene rides af Mari Durward-Akhurst. Foto: Privat.

Værdifuld erfaring
Mari har kendt Di, Athenes ejer, siden Mari var omkring 11 år, da hun deltog i træningssessioner hos South Bucks på de forskellige ”Riding for the Disabled Association (RDA)” ponyer. Mari sagde, at hun var heldig at ride på South Bucks-heste, da hun var meget yngre, hvilket gav hende værdifuld erfaring i sadlen.

Mari fortæller: – Di kontaktede mig i januar 2023, da Athene ledte efter en ny partner. Jeg slog til og prøvede hende, og vi passede rigtig godt sammen. Siden da har vi konkurreret nationalt og internationalt. Jeg er heldig at bo i nærheden af South Bucks RDA, så jeg kan træne ugentligt med min træner Rob Waine og Athene.

En drøm at ride
Mari fandt hurtigt melodien med Athene, og deres partnerskab ramte højderne lige fra begyndelsen. Hoppen nyder tydeligt at være tilbage i arbejde efter sin pause som avlshoppe.

Mari fortæller: – Hun er ekstremt tilbagelænet og elsker at blive kløet ved enhver lejlighed, medmindre du har hendes gulerødder! Athene bor ude på en mark det meste af tiden; men nyder sin boks, når hun er afsted til stævner; du kan ofte finde hende liggende og æde sit hø. Hun bliver spændt, når hun ved, at hun skal ud i boksen.

Athene er en drøm at ride, og hendes skridt er utrolig. Hun har tilpasset sig til mig, for jeg kan ikke bruge mine ben. Hun har lært, hvilke hjælpemidler, der betyder at gå fremad. Hendes ører stikker fremad i det øjeblik, vi rider ned ad midterlinjen. Og når hun er inde i den hvide firkant,  kan hun sit job og viser altid sine flotte parader frem. En af dommerne har sagt, at hun ser ud til at smile, når hun laver sin test.

Mari er taknemmelig for supportteamet omkring hende, som inkluderer South Bucks RDA, hendes træner Rob, forældre og World Class-programmet med alle de specialister, det giver. Supportere og sponsorer udgør dem, der har spillet en vigtig del af deres rejse indtil videre. De planlægger nu den største rejse af dem alle, mod Versailles-slottet og de paralympiske Lege.

De paralympiske lege i Paris 2024 løber fra den 28. august til den 8. september.

Copyright Ridehesten.com
Athene Lindebjergs opdrætter Kristian Bech red hende selv til sadelkåringen i region 1 i 2010. Foto: Ridehesten.com.

Kilde: FEI. 

/ Dansk Varmblod. 

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner