Maja Golles
Trods stor mediebevågenhed er de to ponyer, Tulle og Flicka, ikke fundet endnu, efter de forsvandt fra rideklubben. Sparekassen Kronjylland er nu trådt til og udlover en dusør på 5.000 kroner til den, der kommer med oplysninger om hestenes forsvinden. Håbet er naturligvis, at de bliver fundet i live, så børnene på rideskolen får deres heste tilbage. - Det er meget trist for rideskolen og for de piger, der plejer at ride på hestene. Med dusøren håber vi at få fat i nogle mennesker, der kan hjælpe med oplysninger om de to ponyer, siger Anne Frost Thygesen, souschef i Sparekassen Kronjyllands afdeling i Dronningborg. Rideklubben er glad for opbakningen, og håbet er naturligvis at få hestene bragt tilbage. - Vi tror på, at den lovede dusør fra Sparekassen Kronjylland vil få nogen til at henvende sig. Vi håber naturligvis, at hestene dukker uskadte op, siger Lene Steen, kasserer i rideklubben. Selvom tankerne lige nu drejer sig meget om de forsvundne heste, så melder Harridslev Rideklub sig klar til den næste sæson. Der er allerede nu lagt planer om en eventuel erstatning for hestene, så hverdagen i rideklubben kan komme til at fungere igen.