Anna Pørtner
Uge 26 og 27 er for mange lig med sommer, strandture og fejring af landets nyudklækkede studenter. Men sådan er det ikke nødvendigvis for springentusiaster. De samles nemlig på en af Danmarks største stævnepladser i Nørre Vissing ved Skanderborg for at konkurrere med deres heste og ponyer til nok et af udendørssæsonens mest populære stævner, nemlig Bækgaarden Horse Festvial.
Siden 2012 har teamet bag Bækgaarden Horse Festival ageret værter for et stort landsstævne i springning for heste hver sommer i uge 27, kendt under navnet Bækgaarden Horse Festival. For et par år siden besluttede arrangørerne bag, at det fede stævne også skulle være for C-stævne rytterne, og det blev til AB Rideudstyr Bækgaarden Warm-Up for hesterytterne og AB Rideudstyr Bækgaarden Pony Festival for pony, hvor flere hundrede heste- og ponyryttere samles til fire dages distriktstævne i uge 26 med klasser fra LB1* til MB2**.
I år bliver Bækgaarden Horse Festival dog med et anderledes format, da arrangørerne forsøger sig med en ny måde at afholde stævnet på. Stævnet kræver mange og store kræfter for hvert år at kunne byde så mange heste og ponyer velkommen, og derfor har arrangørerne været nødt til at tænke i andre baner:
– Vi ser frem til endnu en spændende sommer, hvor vi i uge 26 og 27 byder velkommen til to fantastiske stævneuger i samarbejde med AB Rideudstyr. Dog har vi i vores team måtte erkende, at vi i de seneste år har trukket hårdt på vores ressourcer, og derfor har vi valgt at prøve kræfter med et nyt format i år, fortæller Malou Houmark fra Bækgaarden Horse Festival.
Det betyder altså, at Bækgaarden Horse Festival ser en lille smule anderledes ud i år. Nu bliver det nemlig sådan, at uge 26, der plejer at være warm up-stævnet, bliver til et B-stævne med C-klasser for hest fra fredag til mandag. Stævnet foregår på Bækgaardens helt fantastiske Walber Ebbe-Flod arena, hvor der vil gå klasser lige fra LB1* til MA2**, og på den måde, kan alle altså være med.
I uge 27, der normalt er B-stævnet, Bækgaarden Horse Festival, bliver der i år afviklet Bækgaarden Pony Festival fra torsdag til søndag. Stævnet kommer ligeledes til at foregå på Walber Ebbe-Flod arenaen, mens den spændende og spemningsfyldte pony derby-klasse vil finde sted på både Walber Ebbe-Flod arenaen og den smukke græsbane.
– Det nye format skal sikre, at vi fortsat kan levere den bedst mulige oplevelse for deltagere og gæster, og samtidig ruste os til at komme endnu stærkere tilbage i 2026, fortæller Malou om grunden til det nye format.
Men hvad så med den velkendte Bækgaarden Grand Prix-klasse og det store derby for hest? Derby-klassen er desværre fortid, men Grand Prix'en er endnu ikke helt ude af billedet, fortæller Malou:
– Vi arbejder på at introducere en større springklasse og/ eller en showaften for heste i uge 27. Selvom vi prøver et nyt format i år, kan vi garantere den samme velkendte Bækgaarden Horse Festival stemning, hvor der er god mad, spændende stande og masser af hyggelige og festlige stunder for både ryttere, tilskuere og væres hjælpere.
Så selvom Bækgaarden Horse Festival i år byder velkommen med et nyt format, sikres der altså stadig en masse springning og godt humør, når der i uge 26 og 27 bydes velkommen til flere hundredevis af heste og ponyer, der skal samle på god sport og uforglemmelige oplevelser.
– Vi ser virkelig frem til at byde velkommen til to fantastiske uger igen i år. Samtidig er det vigtigt for os at takke vores fantastiske hjælpere for deres uvurderlige indsats og engagement år efter år, afslutter Malou.