Dufour og Freestyle danser sig til sejr

30-11-2024 12:43

Ti af verdens bedste dressurryttere mødes i denne weekend i den prestigefyldte Lövsta Top 10-finale 2024. Det danske OL-hold har netop været på banen, hvor det både blev til danske op- og nedture

Copyright Ridehesten.com
Cathrine Laudrup-Dufour og Mount St John Freestyle dansede sig til en suveræn sejr. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

I denne weekend tørner verdens ti bedste dressurryttere sammen i den prestigefyldte Lövsta Top 10-finale. Det afgøres under Sweden International Horse Show i Strawberry Arena i Stockholm. På startlisten er selvsagt nogle af verdens bedste dressurryttere, hvoraf tre af dem er danske. Det er nemlig hele det sølvvindende OL-hold, der her til formiddag har været på banen. Derudover er verdensetteren, Isabell Werth, til start ligesom Dinja Van Liere, Patrik Kittel og andre topnavne. 

Alle tre danskere har tidligere deltaget ved Lövsta Top 10, som tidligere hed Saab Top 10. I 2019 vandt Laudrup-Dufour, mens hun i 2021 blev nummer to. Sidste år var Daniel og Nanna til start ved det svenske topstævne, hvor Nanna blev nummer to på Blue Hors Zepter. I dag har rytterne redet Grand Prix, og i morgen gælder det altså Grand Prix Kür. 

I dagens Grand Prix, hvor otte ekvipager skulle på banen, var første rytter danske Daniel Bachmann Andersen, og med sig havde han den 12-årige DV-vallak, Marshall-Bell e. Blue Hors Don Romantic/ Michellino (opdr. Tina Christoffersen og Nicolai Jepsen). Bachmann ligger lige nu på en ottendeplads på FEI's verdensrangliste for dressurryttere, men allerede inden Daniel red på banen, var det tydeligt, at han kunne mærke, at noget var galt. Efter kun to øvelser valgte Daniel at række hånden i vejret, da Marshall-Bell desværre havde fået tungen over biddet, og det harmoniske par måtte desværre udgå. 

Copyright Ridehesten.com
I dag var desværre ikke dagen for Daniel Bachmann Andersen og Marshall-Bell. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

Efter Daniel Bachmann Andersen red to hjemmebaneryttere på banen, nemlig svenske Maria Von Essen, der lige nu ligger som nummer 30 på FEI's verdensrangliste. Sammen med Invoice e. Jazz/ Olympic Ferro red hun et flot program til 73,196%. Efterfølgende skulle endnu en hjemmebanerytter ind i den smukke arena, denne gang verdens nummer 12, Patrik Kittel. Med sig havde han hoppen Forever Young Hrh e. Fuerst Fugger/ Don Bosco. Sammen red de et flot program og blev belønnet lige over landskvinden med 73,913%. 

Efter pausen var det blevet tid til endnu en dansk ekvipage, hvor rytteren lige nu ligger placeret på en syvendeplads på FEI's verdensrangliste. Det var nemlig Nanna Skodborg Merrald i sadlen på den 11-årige hingst Blue Hors Znickers e. Blue Hors Zack/ de Niro 6. Klassen i dag var den 11-årige hingsts femstjernede debut, og hvilken en af slagsen. Sammen red de til 73,305% og lagde sig dermed ind lige bag svenske Patrik Kittel. Efter klassens afslutning blev parret desværre elimineret fra konkurrencen, da Blue Hors Znickers havde bidt sig i kinden under ridtet. Det meddelte Nanna på sin Instagram umiddelbart efter konkurrencen. 

Copyright Ridehesten.com
Nanna Skodborg Merrald og Blue Hors Znickers har i dag haft deres femstjernede debut, men blev desværre elimineret efter klassens afslutning. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

Klassens start nummer fem gik til Larissa Pauluis fra Belgien, der lige nu ligger som nummer 26 i verden. Sammen med den 14-årige vallak Flambeau e. Ampere/ Zeoliet red hun et flot program til 73,000%. Efter Larissa var der blot tre ekvipager tilbage, og hvilke tre ekvipager publikum havde i vente. 

Copyright Ridehesten.com
Larissa Pauluis og Flambeau. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

Første af dem var nemlig hollandske Dinja van Liere, der er vendt tilbage til den helt store scene med Hermes N.O.P e. Easy Game/ Flemmingh, der gjorde sin første konkurrencemæssige optræden siden OL. Som verdens nummer fire lige nu, var der stort pres på den smukke ekvipage, og det levede de i særdeleshed op til. De red nemlig til klassens hidtil bedste resultat, 76,435% og strøg dermed lige ind på en foreløbig førsteplads. 

Copyright Ridehesten.com
Dinja van Liere og Hermes N.O.P. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

Klassens anden sidste rytter, verdens nummer to, Cathrine Laudrup-Dufour i sadlen på verdens bedste hest, Mount St John Freestyle. Den 15-årige hannoveranerhoppe e. Fidermark/ Donnerhall 11 dansede sig på magisk vis igennem dagens Grand Prix, og med en harmonisk og smuk fremvisning af Laudrup-Dufour, kunne de ride af banen med et suverænt forspring, nemlig 81,609% og klassens hidtil suverænt bedste resultat. 

Copyright Ridehesten.com
Cathrine Laudrup-Dufour og Freestyle viste endnu en gang, hvorfor hesten ligger som nummer ét på FEI's rangliste over dressurheste. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

Nu var det hele op til klassens sidste rytter. Verdens nummer ét. Isabell Werth på DV-hoppen Wendy de Fontaine e. Sezuan 2/ Blue Hors Soprano (opdr. Kurt Gosmer). Parret har sammen udrettet mirakler i denne sæson med OL-guld og senest to World Cup-sejre, og presset var derfor enormt på den erfarne ekvipage. I dag red parret også et suverænt flot ridt, der procentmæssigt nærmede sig Dufours rigtig mange gange. Dog endte ekvipagen på 79,152% og måtte derfor se sig tilfredse med en andenplads.

Dermed blev det dansk sejr til Cathrine Laudrup-Dufour og Mount St John Freestyle, en andenplads til Isabell Werth og Wendy De Fontaine, mens tredjepladsen blev besat af Dinja Van Liere og Hermes N.O.P. I morgen gælder Grand Prix kür for de dygtige ekvipager, så her bliver det spændende at se, om sejren endnu en gang går til dansk side med Dannebrog til tops i det svenske, eller om det bliver en af de andre dygtige ekvipager, der løber med sejren. 

Copyright Ridehesten.com
Isabell Werth og Wendy De Fontaine. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

Stævnets start- og resultatlister. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner