Dufour: Jeg er meget følerytter

16-03-2019 12:29

Cathrine Dufour gav torsdag aften under Dansk Varmblods Hingstekåring et indblik i, hvordan hun træner sine heste. For hvordan får hun dem til at gå i så flot en holdning og med så meget energi og overskud? 

Copyright Ridehesten.com
Cathrine Dufour og Atterupgaards Cassidy
Nyheden fortsætter efter annoncen

 

Grundlaget for en god træningstime eller et godt resultat på konkurrencebanen bliver skabt i opvarmningen. Derfor er det helt naturligt for Cathrine at lægge stor vægt på netop dette.
– Nogle dage når jeg ikke videre end opvarmningen, indleder hun med et smil, jeg kan virkelig nørde med det.
 

– Først og fremmest vil jeg gerne have, at hesten strækker sig ud i halsen og giver mig en blød og let kontakt på tøjlen. Den skal reagere frem og tilbage, og det kontrollerer jeg ved at lave overgange i hjørnerne, noget jeg har tyvstjålet fra en clinic, jeg så, med Carl Hester og Charlotte Dujardin. Jeg har altid lavet mange temposkift og halve parader på mine heste, men dette er en helt simpel øvelse til at få hesten til at svare frem og vente, ved at lave skridtovergange i hjørnerne. Du får taget din halve parade og får hesten til at vente, fortsætter Cathrine. For at få den helt rette reaktion fra hesten på dette bruger Cathrine alt mellem 10 minutter og 45 minutter.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Træning efter en plan
Cathrines træningsplan for ugen er meget struktureret. Der er en klar plan for, hvad hver enkelt hest skal lave dag for dag, men planen er ikke mere fast, end den kan fraviges, hvis Cathrine mærker, at hendes hest har behov for noget andet, end det der står på træningsskemaet.

Oftest rider hun mandag til fredag/lørdag på alle heste, lidt afhængigt af, om de skal til stævne i weekenden, men et standardprogram for ugen ser således ud:
Mandag er typisk løsgørende arbejde med meget temposkift, overgange og sidebevægelser, oftest schenkelvigninger og kontraversader eller versader. Er træningen mandag gået som ønsket, bruger Cathrine tirsdagens træningspas på at lave flere øvelser.

Copyright Ridehesten.com


Afhængigt af hvordan ugens to første træningsdage er gået, så er onsdag legedag. – Har hesten fungeret de foregående dage, så jeg bruger jeg onsdag på at trave over bomme eller ride ud i skoven på galopstien. Det kan også være jeg bare laver pjat og fis i ridehallen sammen med dem og bare har noget personligt samvær med hesten uden at forlange noget af den. Det er så sindssyg vigtigt, at vi holder hestene glade for træningen og for at arbejde, er de ikke det, så bliver det aldrig helt godt. 
Det er Cathrines klare holdning, at hendes heste ikke bliver bedre af at få fem dage med hård træning, tværtimod, så hun føler ikke, hun spilder tiden ved at lave noget helt andet med hestene. Rent fysisk har de også bedre af at få en dag, hvor de kan restituere sig inden den egentlige træning genoptages.

Har hestene ikke helt fungeret som ønsket de to første dage, så bliver onsdagen inddraget til en god opvarmning efterfulgt at et tjek af, om øvelseskombinationerne er på plads. Og så er det torsdag, der er legedag.
Om torsdagen træner  Cathrine igen, som hun gør om mandagen, hvor hun er omhyggelig med at få tjekket hestens reaktioner på hjælpen. 
– Efter en dag, hvor de har leget, vil jeg gerne lige tjekke lydigheden, selvbæringen og lave noget løsgørende arbejde.
Fredag er så igen tid til øvelser og øvelseskombinationer, og skal hun til stævne, rider hun gerne hele eller store dele af programmet igennem. I weekenden bliver hestene kørt til aquatræning, de går i longe eller skridter en tur ud i naturen omkring ridecentret, og så har de en fridag, hvor de bare går på fold. 

Få et endnu større indblik i Cathrine Dufours træning i denne måneds udgave af magasinet Ridehesten.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner