Trine Askjær-Jørgensen
En af flere medlemsfordele i Dansk Varmblod er muligheden for at bestille billetter til forbundets hingstekåring i Herning en uge før billetsalgets officielle åbning.
I dag den 24. september kl. 16.00 åbner billetsalget for medlemmer af Dansk Varmblod. Denne forkøbsret er der mange medlemmer, som benytter sig af.
Billetsalget åbner for alle den 1. oktober til Dansk Varmblods Hingstekåring, som finder sted den 4.-8. marts 2026 i MCH Messecenter Herning.
For at kunne benytte sig af denne medlemsfordel skal medlemmer have en mailadresse og opdateret profil i Dansk Varmblods medlemsdatabase. Primo september måned fik medlemmer en mail med link til salgsside samt kode til forkøb.
Et omfattende program
Tidsplanen for Dansk Varmblods Hingstekåring er særdeles omfattende og et stort puslespil at få på plads. Som de senere år starter alle de mange spændende klasser allerede onsdag med unghestechampionat, international springning og Krafft Tour of Amateurs.
Torsdag byder vi velkommen til hingstene til kåring, og de er i fokus inde i Dansk Hesteforsikrings Arena E fra morgenstunden og i Krafft Arena M ud på eftermiddagen. De internationale springklasser fortsætter, og det samme gør unghestechampionatet. Der er åben træning for de internationale dressurryttere inde i Boxen, og så kan man overvære en interessant clinic – mere om dette følger.
Fredag bliver der sprunget stort fra morgenstunden inde i Boxen i Ifor Wiliams Big Tour 150 cm, som er en Longines Ranking-klasse, hvor rytterne optjener point til verdensranglisten. Der er 3- og 5-stjernet dressur, Grand Prix, inde i Boxen, inden det går løs med det underholdende Andresen Dressage Gallashow.
Hingstekåringen er i fuld gang inde i Krafft Arena M, lige som man her kan overvære en præsentationsklasse for avlshingste i dressur. I Dansk Hesteforsikring Arena E er der bl.a. en præsentationsklasse for avlshingste i springning, og så er det tid for første afdeling af den populære Helgstrand Dressage DWB Amateur Cup.
Lørdag er det testrytterne, som kommer i aktion i unghestechampionatet. Hvem, der skal teste spring- og dressurhestene, er endnu ikke helt på plads.
Inde i Boxen kan man også nyde den spændende Grand Prix-springning. 5-stjernet Grand Prix Kür og det store gallashow.
Hingstekåringen fortsætter i Krafft Arena M, hvor der også er finale i Krafft Tour of Amateurs, og i Dansk Hesteforsikrings Arena E er der finale i Helgstrand Dressage DWB Amateur Cup.
Søndag kulminerer hingstekåringen inde i Krafft Arena M, hvor vi får sat navne på de hingste, som opnår kåring, og de hingste, som udpeges til præmiehingste. Unghestechampionatet finder sin afgørelse i både dressur og springning, mens man kan nyde international dressur og springning i Boxen samt international springning og en spændende clinic inde i Dansk Hesteforsikring Arena E.
Følg med på hingstekåringens hjemmeside, hvor man også kan købe billetter.