– Du skal aldrig give op

17-12-2017 19:14

Marie Helene Rigård Rohleder

Dressurrytter Lisa Gad har haft rigtig mange problemer med sin hest. Intet fungerede og hun var tæt på at give op, men stædigheden tog over og efter en fem år lang kamp, lysner det endelig for ekvipagen, som blandt andet startede på Blue Hors Dressurfestival 

Copyright Ridehesten.com
Lisa Gad og Don Dabney til Blue Hors Dressurfestival 2017.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Den 10-årige vallak Don Dabney e. Don Marco/ Lemon Park (opdr. Kim Pfeiffer) er en rigtig drengerøv. Den vil kun, hvad den selv har lyst til. En egenrådig herre med en ustyrlig trang til at lave ballade. Tidligere var Lisa Gad og Don Dabney kendt som dem, der altid havde problemer på opvarmningsbanerne landet over til diverse dressurstævner. Lisa på 21 år købte vallakken for fem år siden, og det er hendes første hest efter ponyårerne. 

– De første to år var han helt umulig. Han stak af og stejlede med mig. Jeg kunne ikke stole på ham, og jeg vidste aldrig, om vi fik en god eller dårlig tur. Det var næsten helt umuligt at starte stævner, og jeg var til sidst tæt på at give op, fortæller Lisa Gad, ejer og rytter af Don Dabney. 

Lisa forsøgte at sende den til ridning hos forskellige trænere og ryttere men uden den store succes, og til sidst havde hun mest af alt bare lyst til at sælge Don Dabney. Det var så slemt, at hendes mor blev nødt til at gå ud af ridehallen, når Don Dabney havde en af sine turer, fordi moren ikke kunne holde ud at se på det. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Aldrig aldrig giv op
Til sidst forsøger Lisa at skifte træner og opstaldningsted, og her begynder der at ske noget. Lisa og hendes træner har nemlig ændret strategi, og nu træner de Don Dabney helt stille og roligt. Her er der intet stress, og det har givet en positiv effekt på vallakken. 

– Jeg blev stædig og sagde til mig selv, at det kan simpelthen ikke passe, at det ikke kan fungere med os to. Nu er han blevet meget mere rolig, og vi har lige redet MB2 på Blue Hors Dressurfestival til 66,7%, hvor vi begge havde en rigtig god oplevelse på Blue Hors' meget flotte omgivelser, siger Lisa Gad. 

Fremtiden for Lisa Gad og Don Dabney ser lysere ud. De har et helt specielt bånd, fordi hun har trænet den helt op fra bunden, og de to har stået igennem de værste kriser sammen. For som den stædige og stræbsomme Lisa udtrykker det: – Du skal aldrig give op, for så skal det nok lykkes til sidst! 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner