Nina Marie Villadsen
Det er Team Danmarks administration, der nu har indstillet Dansk Ride Forbunds dressurlandshold til støtte og status af internationalt eliteforbund. Dermed anerkender Team Danmark det professionelle arbejde i Dansk Ride Forbund, og at der er et realistisk resultatperspektiv på højeste internationale niveau. Masterplan sikrer indstilling Fredag præsenterede Dansk Ride Forbund de kommende års masterplan for seniordressuren for Team Danmarks administration. Masterplanen indeholder bl.a. en målsætning om altid at være medaljeaspiranter ved internationale mesterskaber, samt at bibeholde en position i top 5 på verdensplan. Konkret betyder det, at vi skal udbygge træningsniveauet, skal have større fokus på sportspsykologi og inddragelse af øvrige eksperter som smed og dyrlæge. Talentudviklingen skal også udvikles i retning af øget fokus på rytternes daglige træningsmiljø og regional talentudvikling. Team Danmark vurderer masterplanen som realistisk og seriøs, og derfor er det nu indstillet til Team Danmarks bestyrelse, at Dansk Ride Forbund opnår status som internationalt eliteforbund og at dressurlandsholdet er støtteberettiget iht. den status. Team Danmarks bestyrelse træffer endelig beslutning mandag 18. februar 2013 Om internationale eliteforbund i Team Danmark • Har samarbejde med Team Danmark, der er forankret i en to-årig samarbejdsaftale med tilhørende rammebudget. Forbundet skal udarbejde masterplan og samarbejdsaftalen kan eventuelt forlænges med to år. • Har flere atleter eller hold, som har opnået placeringer ved VM eller OL i løbet af perioden 2009-2012, der afspejler et realistisk top-otte resultatperspektiv til VM eller OL i den to-årige støtteperiode. For holdidrætsgrene er det gældende, at de i 2013-2016 deltager på højeste internationale niveau ved VM/OL. Kilde: Dansk Ride Forbund