Thilde Alsing
Forud for det forestående repræsentantskabsmøde i april har Dansk Ride Forbund udgivet en årsberetning for året 2023. I årsberetningen kommer bestyrelsen med deres beretning om det foregående år, og de beskriver det som "et udfordrende år for ridesporten".
I beretningen nævnes blandt andet Operation X-dokumentaren fra TV2 om Helgstrand Dressage, der udkom i efteråret 2023.
Derudover bliver Det Dyreetiske Råds udtalelse om brug af heste til sport også nævnt og beskrevet som årsagen til, at DRF's bestyrelse nedsatte en arbejdsgruppe til at udarbejde initiativer og tiltag, der kan styrke sportshestene velfærd. Udtalelsen udkom i marts 2023.
Både dokumentaren og udtalelsen har hver især bidraget til en samtale om god hestevelfærd i ridesporten, ligesom der også i årsberetningen er fokus på netop hestevelfærd i ridesporten. DRF beskriver i beretningen om sin egen rolle i at fremme hestevelfærden:
– DRF støtter initiativer, der understøtter gode dyrevelfærdsstandarder og understøtter den udvikling, som brugen af heste til sport har været igennem. Forbundet har i ”retningslinjer for etisk korrekt brug af heste til sport” opstillet en række klare og tydelige principper for forbundets medlemmer, som har til formål at sikre hestevelfærden i ridesporten.
I beretningen behandles også emner som hestenes holdbarhed og brug af udstyr, foreningsbaserede elevskoler og Ulf Helgstrands tilbagetrædelse fra formandsposten i DRF.
Derudover er et større afsnit af beretningen også dedikeret at beskrive talent og elitearbejdet dressur, paradressur, voltigering, springning og military. I beretningen er det også muligt at se videoklip med udtalelser fra hver af de enkelte udvalg for hhv. distance, multisport, dressur, parasport, springning, military og voltigering.
Årsberetningen fra Dansk Ride Forbunds bestyrelse kan læses her.
Rapporten fra Det Dyreetiske Råd kan læses her.
Kilde: Dansk Ride Forbund