Signe Wiese
Af afgørelsen fra DRF's disciplinærudvalg fremgår det, at udvalget i juni 2012 modtog en klage over at Elisabeth Richard Jensen i forbindelse med indberetning af stævneresultater til holdlederen for military, har indsendt to forfalskede resultatlister fra nationale stævner i Tyskland. Resultatlisterne er fremsendt i forbindelse med at datteren Caroline Regitze Jensens ønsker om at få starttilladelse i internationale militarykonkurrencer. Efter behandling af sagen har disciplinærudvalget valgt at tildele Caroline Regitze Jensen en karantæne på 1 år fra 15. juli 2012. Herudover er Elisabeth Richard Jensen tildelt en karantæne på 2 år fra 15. juli 2012 samt en bøde på 1.000 kr. Under karantæneperioden må Elisabth Richard Jensen ikke deltage i ridestævner, herunder hjælpe sin datter eller andre til ridestævner. Ifølge afgørelsen fra disciplinærudvalget erkender Elisabeth Richard Jensen at hun har manipuleret med de to resultatlister, og at hendes datter var helt uvidende herom. Hun begrunder sin handling, at hun er meget uenig i, at Dansk Ride Forbund bremser datterens muligheder for at ride internationale stævner. Datteren træner p.t. i Tyskland, og mange erfarne og kompetente internationale militaryryttere har overfor hende bekræftet, at datteren er i stand til at ride på internationalt juniorniveau. De manipulerede resultatlister er således alene et opråb til Dansk Ride Forbund, idet hun ikke føler, at hun på andre måder kan blive hørt. Disciplinærudvalget har vurderet at Elisabeth Richard Jensen med sin handlinger har forbrudt sig mod Dansk Ride Forbunds grundprincipper, og at handlingen uanset motivet er helt uacceptabel. Ridehesten har talt med Elisabeth Richard Jensen, der oplyser at hun er meget rystet over omfanget af straffen, og ikke mindst over at hendes datter, Caroline, er blevet inddraget: - Jeg er 100 % enig i, at det jeg har gjort er helt forkert og at det selvfølgelig skal have nogle konsekvenser for mig, og jeg tager gerne imod enhver rimelig konsekvens af mine handlinger. Jeg kan dog på ingen måde acceptere at min datter er inddraget i afgørelsen. Især ikke når denne 12 måneders karantæne virker påfaldende voldsom sammenlignet med øvrige kendelser i hhv. det danske og internationale Rideforbund, udtaler Elisabeth Richard Jensen bl.a. Elisabeth Richard Jensen har valgt at anke disciplinærudvalgets afgørelse, og sagens videre forløb afventes nu. Dansk Ride Forbund ønsker ikke at udtale sig om en verserende sag.