Sara Clement
Mange smukke, ædle og særdeles velgående hopper kæmpede om dommernes gunst på Vilhelmsborg i dag, og titlen som Region 5's bedste dressurbetonede hoppe gik til kat. 521, Ballerina e. Blue Hors Zack / Robin. Ballerina er opdrættet og ejet af Ann og Erik Mørk Simonsen, Give, og blev fremvist af Steen Blicher. Den ædle og særdeles velgående hoppe opnåede et afprøvningsresultat på 836 point, og fik bl.a. et 9-tal i helhed samt en billet til efterårets Eliteskue. I finaleringen havde hun selskab af yderligere to hopper. Den ene var kat. 513, Senora e. Blue Hors Hotline / Solos Landtinus, ejet og opdrættet af Bent Knudsen, Bredsten. Senora opnåede 847,5 point for sin afprøvning, og blev ligeledes fremvist af Steen Blicher. Hoppen opnåede 9 i helhed og fik et samlet afprøvningsresultat på 847,5 point, og også hun kan ses på Eliteskuet i september måned. Den tredje hoppe i finaleringen var kat. 519, Dortheasmindes Rushsann e. Blue Hors Rush Hour / Sam-Sam. Hoppen er opdrættet og ejet af Vera og Bent Holm, Tørring, og blev fremvist af Lotte Straarup. Rushsann opnåede 8 i helhed og fik et samlet afprøvningsresultat på 819,5 point samt en invitation til Eliteskuet. DV Region 5 kan i dag sætte kryds ud for deres andet velafholdte arrangement ud af tre planlagte arrangementer denne weekend; i går galdt det i springbetonede hopper, i dag de dressurbetonede, og i morgen, søndag, er det føllenes tur til at indtage Vilhelmsborg.
Alle billederne fra Sadelkåringen kan ses her på Ridehesten.com fra på tirsdag