Dressurens Venner Cup på Fyn og Sjælland

26-05-2016 13:31

Både hos Allerupgaard Rideklub og Ringsted Sports Rideklub er den kommende weekend vært for en kvalifikation af Dressurens Venner Cup

Copyright Ridehesten.com

Hos Ringsted Sports Rideklub (RSR4) har 8 hold meldt til start, og det samme er gældende hos Allerupgaard Rideklub (AGR). Begge steder skydes turneringen i gang lørdag eftermiddag. Vinderholdene kvalificerer sig direkte til finalen den 8. – 11. september hos Herning Rideklub.

Cuppen er en holdsport
Det er første gang, Ringsted Sports Rideklub afholder en kvalifikation af Dressurens Venner Cup, og i klubben glæder de sig til lørdagens Cup:
”Ridning er en meget individuel sport, men Dressurens Venner Cup er en holdkonkurrence, og det styrker sammenholdet i klubberne. Vi har 8 tilmeldte hold, hvilket er mere end vi havde regnet med, så vi er glade og glæder os meget. Vi stiller selv med et hold i konkurrencen, og det bliver spændende at følge dem,” siger Brit Korsgaard Beck fra Stævneudvalget i Ringsted Sports Rideklub.

Rytterne glæder sig
Også hos Allerupgaard Rideklub ser de frem til at afholde Dressurens Venner Cup.
”Vi synes, det er rigtig godt med sådan en klubholdsturnering, og vi er glade for at så mange hold har meldt til. Det er selvfølgelig mest fynske hold, der er til start, men der er også et enkelt hold fra Jylland. Som jeg kan se det på holdlisterne, så er det ryttere, der til dagligt rider i klubben, der er med på holdet, og man har ikke været ude at hente ryttere fra andre klubber. Netop fordi niveauet ikke er højere, er det muligt for klubben at samle et helt hold eller måske flere. Vi kan også mærke, at rytterne går vældig op i det. De snakker meget om det, og de glæder sig rigtig meget,” siger Grethe Eriksen, Næstformand i Allerupgaard Rideklub.

Om Dressurens Venner Cup
Dressurens Venner Cup er en landsdækkende turnering i dressur for klubhold, der afvikles over 6 kvalifikationsrunder og en finale. Kvalifikationsrunderne fordeles således, der afholdes 2 runder på Sjælland, 1 på Fyn og 3 i Jylland i perioden april til august. Finalen afvikles i Herning i september. Cuppen er åben for heste og/eller ryttere, der indenfor kvalifikationsperioden ikke har startet højere end sværhedsgrad 3 (MB3) for heste til A-, B- eller C-stævner. På den måde henvender turneringen sig til de fleste dressurryttere rundt omkring i de danske klubber.

 

Datoer for Cuppen 2016

Landsdel     

Dato 

Distrikt    

Klub 

Jylland

29 april - 1 maj 

D14

Hjørring Rideklub 

Fyn

28 - 29 maj

D7

Allerupgaard Rideklub

Sjælland 

28 - 29 maj 

D4 

Ringsted Sportsrideklub  

Jylland 

25 - 26 juni 

D9 

Blåvandshuk Rideklub 

Sjælland 

5 - 7 august 

D2 

Heslegård Sportsrideklub   

Jylland 

20 - 21 august 

D11/13 

Viborg Sportsrideklub 

FINALE

8 - 11 september    

Herning Rideklub

 

Bestemmelser Dressurens Venner – Cup 

Start- og resultatlister 

Info

Om Dressurens Venner
Foreningens formål er at fremme en visionær udvikling af dansk dressursport med henblik på at højne kendskabet og det faglige niveau. Dressurens Venner tilstræber at sætte fokus på dressurridning, at støtte dressursporten, at have opmærksomhed på talentudvikling og give dressuroplevelser af højt niveau.
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner