Thomas Bach Jensen
Ved det internationale dressurstævne Arctic Equestrian Games 2008 i Vestfold, Norge, er der en del danske heste til start under norsk flag. Fra Danmark er Stutteri Yorks hollandske rytter Anke Ter Beek draget til de arktiske højdedrag for at starte trakehnerhingsten Kaiser Wilhelm i dressur. Ekvipagen placerede sig som nr. 2 i Grand Prix såvel som Grand Prix Kür, hvor de opnåede den flotte score af 72,800% og slog det svenske håb Emma Karlsson med Faradera. Begge Grand Prix-klasser blev vundet af engelsk Anna Ross Davies med Liebling II. Grand Prix Kur to Music 1 Davies, Anna Ross - Liebling II - 74,850 % (England) 2 Beek, Anke ter Beek - Kaiser Wilhelm - 72,800 % (Holland) 3 Karlsson, Emma - Faradera - 71,550 % (Sweden) Også i Intermediaire II blev det til en andenplads til Anke Ter Beek/Kaiser Wilhelm, der måtte se sig slået af Emma Karlsson/Faradera fra Sverige. Den tyske berider Holga Finken havde også taget turen til Norge sammen med sin norske ansatte, berider Isabel Bache, Disse to ryttere tog sig af første og andenpladserne i klasserne Prix St. Georges, Intermediaire I og Intermediaire I Kür. Isabel Bach/Lagerfeld vandt de to Intermediaire klasser, men chefen Holga Finken fik sejren i Prix St. Georges med oldenburgerhingsten Donnerball. Norske Trude Hestengen startede flere heste ved stævnet og opnåede med den tidligere danske avlshingste Le Mont H to fjerdepladser i Intermediaire I og Intermediaire I Kür.