Signe Wiese
Nogle af verdens allerbedste springryttere var klar til start i søndagens World Cup-klasse i Stuttgart.
Ud af startfeltet på 39 ekvipager, red ni ekvipager sig omspringningen. Blandt de ni var bl.a. den olympiske mester, Steve Guerdat, de to tredobbelte World Cup-vindere Marchus Ehning og Meredith Michaels-Beerbaum, europamester Roger Yves-Bost, Billy Twomey og Edwina Tops-Alexander.
Irske Billy Twomey og den 16-årige hoppe Tinka’s Serenade e. Tinka’s Boy lagde ud i omspringningen med en fejlfri runde i tiden 38,67 sekunder. Den 20-år gamle amerikaner, Lucy Davis, der af mange anses for at være en af springsportens kommende topstjerner, missede sin chance, da Barron e. For Pleasure fik fejl i trekombinationen. Marcus Ehning fik publikum helt op på tæerne med en fantastisk runde på Cornado NRW e. Cornet Obolensky – 0 fejl i tiden 38,21 sekunder.
Steve Guerdat og Nino des Buissonnets e. Kannan fulgte lige efter, og de lagde sig straks i spisen med en fejlfri runde i tiden 37,57 sekunder, og den tid så umiddelbart ud til at være umulig at slå. Men Hans-Dieter Dreher lod sig ikke skræmme. Han lagde ud i et forrygende tempo på Embassy II e. Escudo, og slog Guerdats tid med mere end 1 sekund.
Ingen kunne hamle op med det ridt, og dermed sejrede Dreher foran Guerdat, med Ludger Beerbaum som nr. 3.
Se resultatlisten HER
I den samlede World Cup-stilingen rykker Steve Guerdat op på 1. pladsen med 51 point foran Scott Brash med 41 point, og Marcus Ehning på 3. pladsen med 36 point.