Douglas Lindelöw vandt første World Cup-kvalifikation

14-10-2018 22:15

Camilla Tiefensee Schrøder

Den svenske springrytter Douglas Lindelöw og den 13-årige vallak Zacramento blev vindere af sæsonens første World Cup-kvalifikation i Oslo

Copyright Ridehesten.com
Douglas Lindelöw på Zacramento. Foto: FEI/Satu Pirinen
Nyheden fortsætter efter annoncen

World Cup-sæsonen blev skudt i gang med et brag i Oslo denne weekend, hvor vinderen af den første World Cup-kvalifikation i springning blev Douglas Lindelöw på Zacramento e. Cardento/Cortus (opdr. Håkansson Häst AB). Den 27-årige svensker var fjerde rytter ud af de i alt 12 ryttere i omspringningen, og med et lynhurtigt og modigt ridt på 44.67 sekunder lykkedes det ham at slå topryttere som Kevin Staut og Edwina Tops-Alexander, som indtog henholdsvis anden- og tredjepladsen på resultatlisten.
–Zacramento har været i rigtig god form, siden vi blev nummer to i Grand Prixen i Bruxelles i sidste måned, så jeg kom til Oslo med en god fornemmelse, og helt fra første dag troede jeg på, at vi kunne gå hele vejen, fortæller  Lindelöw til FEI efter sin sejr søndag aften.

I alt 38 ryttere fra 16 forskellige lande deltog i den første af de i alt 13 World Cup-kvalifikationsrunder, som fandt sted på Telenor Arena i de norske hovedstad.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Douglas Lindelöw håber som rytter med base i Sydsverige på at kvalificere sig til den endelige finale i Göteborg til april. Han skal på banen igen for at indsamle flere point i tredje kvalifikation, som finder sted i Verona om to uger. Men inden da skal anden kvalifikation afvikles i Helsinki allerede næste weekend.

Se den foreløbige stilling i World Cup 2018/2019

Kalender for Longines FEI World Cup-springning (den vesteuropæiske liga) 2018-19:

  • Oslo, 11.-14. oktober 2018
  • Helsinki, 17.-21. oktober 2018
  • Verona, 25.-28. oktober 2018
  • Lyon, 31. oktober-4. november 2018
  • Stuttgart, 14.-18. november 2018
  • Madrid, 22.-25. november 2018
  • La Coruña, 7.-9. december 2018
  • London Olympia, 17.-23. december 2018
  • Mechelen, 26.-30. december 2018
  • Basel, 10.-13. januar 2019
  • Leipzig, 17.-20. januar 2019
  • Amsterdam, 24.-27. 2019
  • Bordeaux, 7.-10. februar 2019
  • FINALE: Göteborg, 3.-7. april 2019
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner