Signe Wiese
Som forventet vandt Kristina Klindt klassen for 1-spand pony, og ikke uventet blev Niels Schelde Petersen nummer to. Amanda Justesen blev nr. 3. Placeringsrækkefølgen for guld, sølv og bronze i klassen 1-spand pony var fuldstændig lig med rækkefølgen efter lørdagens maraton. Forhindringskørslen blev bare en bekræftelse af, at deres ponyer er i god kondition og smidige selv efter en maraton. Guldmedaljen i klassen for 2-spand pony gik igen til Lars Jespersen Dau, helt som forventet, og sølv gik til Anette Holst Irming, der byttede plads med Henrik Sloth i forhindringskørslen, hvor Henrik tog 3 bolde og det var mere end han kunne holde til. I 1-spand hest klassen gik det helt galt, men de lå rent pointmæssig lige så tæt som perler på en snor. Ane Wieder med 124,20 point havde 2 bolde nede, og efter at Tina Nielsen og Udo Buchwald havde kørt en dobbelt nul runde med nul fejl på tid og bolde, måtte hun ned på en fin bronzeplads. Danmarksmester og vinder af guldmedaljer fra både Danmarks Idrætsforbund og Dansk Køre Forbund blev Udo Buchwald med 125,36 strafpoint. Sølv gik til Tina Nielsen med 127,85 strafpoint og altså bronze til Ane Wieder. Kurt Klindt genvandt danmarksmesterskabet i klassen 2-spand hest med 139,79 strafpoint. Sølv gik til Frank Rasmussen med i alt 156,71 strafpoint. Bronze gik til Hans Henrik Nielsen med 157,16 strafpoint, en plads han også havde før forhindringskørslen. Ole Buch Jensen lå til en sølvmedalje før forhindringskørslen, men med 6 bolde nede måtte han rykke til en 5. plads. På dyrskuepladsen i Horsens blev der foruden de officielle mesterskaber afviklet tre klasser med Dansk Køre Forbunds mesterskaber. I klassen for 2- og 4-spand pony II og III vandt den kun 14-årige Mikkel Kruse Johansen. Han fik guldmedaljen fra Dansk Køre Forbund hængt om halsen af prinsesse Benedikte, og han så ret glad ud. Jannich Sloth vandt guld i junior derby klassen for de 17 til 18 årige. William Høper vandt junior mini klassen for de 7 til 8-årige. Han så også rigtig glad ud, da han fik guldmedaljen af prinsessen. Kilde: Pressemeddelelse