Ditte rider UVM på eget opdræt

30-06-2025 21:20

Ditte Mikkelsen har selv opdrættet og uddannet den 6-årige DM Dreamcatcher, som hun rider UVM-udtagelse på i denne uge på Vilhelmsborg

Copyright Ridehesten.com
Ditte Mikkelsen på sin hjemmeavlede DM Dreamcatcher. Foto: Ridehesten.com/ Mie Thorup Poulsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Det sker med jævne mellemrum, at rytter, ejer og opdrætter er én og samme person. Ved UVM-udtagelsen i dressur på Vilhelmsborg den 1.-2. juli er Ditte Mikkelsen til start på DM Dreamcatcher e. Don Martillo/ Londonderry som hun selv har opdrættet, ejer og har uddannet til dette niveau.

Jeg har haft en Grand Prix hest, Little Jo for år tilbage og han havde en helsøster, som var blevet solgt til Danmark med en San Amour i maven. Og den købte Janni Therman,  Bjarne Mark og jeg. Den uddannede vi og solgte videre. Jeg fik så muligheden for at købe hoppen, Las Palmas som stod i Silkeborg, og det syntes jeg, kunne være sjovt, indleder Ditte Mikkelsen.

Hun har fået to afkom på hoppen, DM First Fairytale e. Floriscount og DM Dreamcatcher som hun nu er kvalificeret til at ride den endelige udtagelse til UVM i Verden på.

Jeg har kun bokse, og ingen løsdrift, derfor blev det lidt svært at avle, så vi valgte at sælge hoppen, som blev købt af Anna Toosbuy Rasch.

Copyright Ridehesten.com
Ved DM-stævnet hos Randbøl Dressage Academy blev Ditte og Dreamcatcher udtaget til bruttotruppen. Foto: Ridehesten.com/ Mie Thorup Poulsen

Eget ridecenter og fuldtidsarbejde
Ditte Mikkelsen rider professionelt og uddanner heste, også for andre, fra eget ridecenter med to boliger til hende og hendes forældre ved Sdr. Omme tæt på Billund.

Vi har bygget bolig nr. to og ridehal på stedet, hvor der er 12 bokse og en udendørs ridebane. Vi er i gang med at bygge en skridtmaskine, fortæller Ditte.

Hun træner hos Daniel Bachmann Andersen med to heste ca. hver 14. dag. Hun har heste sammen med Janni og Bjarne Mark, og med sin beslagsmed Anders Yde, og hun rider dagligt mellem 6-8 heste samtidig med, at hun arbejder som fængselsbetjent og underviser.

Eget opdræt - det er noget specielt
Ditte bekræfter, at det er noget helt specielt at ride en hest, man selv har opdrættet, selv har besluttet, hvem der skal være far og mor, selv taget imod og fulgt fra føllets første, vaklende skridt ind i sporten.

Jeg har avlsprojektet sammen med mine forældre, det er også noget vi er fælles om. Don Martillo vandt UVM, så derfor besluttede vi at bruge ham. Vi syntes han havde de kvaliteter, vi manglede på hoppen. Og så er der ikke så mange afkom efter ham herhjemme, så det var også sjovt. Vi har altid tænkt, at han ikke var en typisk championatshest, men det var han så alligevel, smiler Ditte efter parret blev udtaget til bruttotruppen til UVM.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Han har gået 4- og 5-års championatsfinale, han har gået Unghestechampionat i Herning og championat i Falsterbo sidste år. Vi blev enige om, at han havde godt af at opleve de her rammer, fortæller Ditte under DM i hos Randbøl Dressage Academy, som dannede den festlige ramme om DM i dressur og UVM-udtagelse tilbage i maj måned.

Han skal have gode oplevelser og ved DM var banerne gode, opstaldningen super, alt var godt, understreger hun. Han er et familieprojekt og meget elsket, smiler hun.

Copyright Ridehesten.com
DM Dreamcatcher ved med til finalen i Unghestechampionatet, og Ditte syntes selv det var sjovt at se den store resultattavle, hvor hun stod som både rytter, ejer og avler. Foto: RIdehesten.com/ Maria Lerche Mortensen

Ser frem til udtagelsen
Ditte har redet endelig udtagelse på en 7-års hest for år tilbage, så hun ser frem til de to dages konkurrencer på Vilhelmsborg, hvor rytterne den første dag rider det indledende program og finaleprogrammet på anden dagen.

Han er supersikker i changementer, det har han altid haft let ved, fortæller hun, og det er noget af det helt grundlæggende, som skal være på plads hos de 6-årige heste. Tidligere har der været redet i et noget opskruet tempo ved UVM, men sådan er det ikke længere, og det glæder Ditte som siger:

Jeg rider ved Daniel, og det er han jo slet ikke til. Hesten er også stor, 180 cm, så vi tager uddannelsen i det tempo, han kan være med til. Han er vildt lærenem, og kan sine øvelser, men han mangler endnu noget styrke, så det må vi vente på. Om det så er nok til en billet til Verden, det vil tiden vise. Han skal ikke sælges, han skal uddannes og målet er Grand Prix. Og det er Daniel og jeg i gang med at udvikle.

Copyright Ridehesten.com
Nu venter den endelige UVM-udtagelse for parret. Foto: Ridehesten.com/ Mie Thorup Poulsen

Hestens sind er vigtigt
Vi har haft fin succes med at finde føl, og uddanne dem, men det tager tid. Vi er ved at overveje, at trække føl på Dreamcatchers søster via Embryo Transfer (ET), fordi vi kender stammen, og ved, at afkommene har et godt sind. Vi avler på meget bedre hopper i dag, fordi vi har nogle andre muligheder med reproduktion. Og vi nørder rigtig i det i vores familie, og ved at bruge ET, kunne vi lave et føl hver andet tredje år, og så købe en legekammerat til den.

Ditte har ikke plads til at have en avlshoppe stående, for det kræver næsten, som hun siger, at den skal ifoles hvert år. Men kunne hun i stedet få lov til at købe æg af nogle af de hopper, som hun rigtig gerne vil have afkom efter, se så er det noget helt andet.

Født under DM i Uggerhalne
DM Dreamcatcher kom til verden midt under DM-stævnet i Uggerhalne: – Jeg red UVM-udtagelse og havde en med i DM-klassen. Mine forældre ringede til mig omkring kl. 4 om morgenen: nu kommer der føl! Så jeg sprang ind i bilen, og kørte hjem. Han var lige kommet ud, da jeg kom ind i stalden. Det var sjovt. Dreamcatcher var lige hjemmefra, da han skulle tilrides, og ellers har han været hjemme hos sin familie.

/ Dansk Varmblod. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner