– Det var en anerkendelse at blive ranglistevinder

31-12-2021 18:15

Christine Krogh Frausing
Skribent

Clara Savas fik sin første pony da hun var 8 år gammel, og siden hen tog ridningen fart, blandt andet da hun vandt DRF mesterskabet i 2020 på hendes 1'er pony. Da året nu går på hæld, giver vi jer mulighed for at møde DRF's ranglistevindere fra 2020, inden de nye fra 2021 bliver udnævnt

Copyright Ridehesten.com
Clara Savas Olsen. Foto: Ridehesten.com/Annika Knudsen Lorentsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Clara Savas Olsen er 17 år, og var i 2020 ranglistevinder for ponyspringning. Til dagligt hører hun til i Hørsholm, hvor hun står opstaldet ved Stald Stasevang. Clara startede med at ride da hun var 6 år gammel, hvor hun gik på Tattersall Rideklub. 

– Ved Tattersall Rideklub havde jeg part på forskellige ponyer. Der var et fantastisk fællesskab, og man fik lov til at prøve en masse forskellige ting med ponyerne. Da jeg så var 8 år, fik jeg min første pony, Florian, som lærte mig rigtig meget, fortæller Clara.

– I sidste ende er det dog timerne med ens pony, og de gode ture som tæller for mig [Clara Savas Olsen]

Nyheden fortsætter efter annoncen

Her tog Claras ridning altså for alvor fart, og hun var ikke til at rive af ponyerne igen. Senere fik hun ponyen Flying Ronaldo, som for alvor var starten på Claras stævnekarriere. Med 2'er ponyen Flying Ronaldo vandt Clara for første gang et DRF Mesterskab i 2018. 

– Jeg lærte virkeligt hen af vejen, at det handler om at danne et bånd til sine heste, og lære dem at kende. Alle er forskellige, og skal derfor også rides forskelligt, så det betyder meget for mig at have et bånd til de heste jeg rider på, fortæller Clara.

Clara trænes til dagligt af Kim Kjærgaard og Bettina Kirk, og sammen har de udviklet Clara enormt meget som rytter. Det var særligt tydeligt i 2020, da Clara for alvor havde en god stævnesæson, hvilket afspejlede sig på ranglisten og altså udmundede sig i en sejr. Af placeringer i 2020 kan det nævnes at Clara med ponyen Ardara Lady, i daglig tale "Ally", sejrede ved DRF Mesterskabet udendørs for kat. 1 ponyer, fik bronze til DRF Mesterskabet indendørs for kat. 1 ponyer, samt fik flere sejre til Baltic Cup, og mange flere placeringer.

– For mig var det at blive ranglistevinder en anerkendelse i, at de mange træningstimer betaler sig. Det giver et helhedsindtryk af hvordan man har klaret sig hele året. I sidste ende er det dog timerne med ens pony, og de gode ture som tæller for mig. Lige nu har jeg en 7-års hest, Cocio, som jeg håber at kunne ride med på i mine junior- og ungrytter år. Mit mål for fremtiden er udvikle Cocio bedst muligt, og forhåbentlig få endnu en hest, så jeg har to heste jeg kan tage med ud til stævnerne, runder Clara af. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner