Det største øjeblik i dressursportens historie

27-08-2009 17:54

Britt Carlsen

EM i Windsor | Sådan bliver dette europamesterskab betegnet af både ryttere, dommere og tilskuere - i dag fik vi dressursport at se på et helt nyt niveau, og danske Mistral Højris var med i medaljerækken

Bedst som vi efter Grand Prix'en troede, at nu havde vi set dressursporten på sit absolutte topniveau, så flyttede rytterne i dag grænsen endnu længere ud. Rytterne red med et mod og en vilje til at satse, som gav os helt eventyrlig sport, og så dansede tre heste gennem Specialen med en energi og et udtryk, som vi ikke har set tidligere. Det lå i kortene, at 9-årige Moorlands Totilas og Edward Gal skulle vinde den individuelle guldmedalje - men på trods af at hingsten i dag fik 32 ti-taller, så var der også flere 2, 3 og 4-taller mellem karaktererne, og i dag virkede den unge hingst mere spændt og stresset. Alligevel viste han en passage, som dommenre gerne ville dømme udenfor skalæn, fortalte de, og en piaffe og øgninger der matchede, men der blev fejl i etterserien, i et changement og så blev hingsten også noget spændt i skridten. Aligevel fik de drømmescoren 83,042% og dermed distancerede de sig fra Anky van Grunsven og Salinero, der førte på daværende tidspunkt med 77,958% I går var engelske Laura Bechtolsheimer og den danske varmblodsvallak Mistral Højris nr. tre i den individuelle konkurrence. Presset var enormt på Laura, da hun red ind med Mistral på hjemmebanen. - Jeg ved at min hest altid giver alt i sig og til mig, fortalte hun, han er så talentfuld. Det fik både dommerne og tilskuerne at se, for Mistral leverede et helt fejlfrit program, hvor han stod flot fortil og viste helt klassisk passage og piaffe lige efter lærebogen. Pointene begyndte at samle sig på Lauras konto, og da hun hilste af lød der et brøl fra publikum, sensationen var tydelig for enhver, den unge engelske rytter havde slået Anky van Grunsven og var sikker på mindst bronze med 80,083% Så red Adelinde Cornelissen på banen med Parzival. Stilheden sænkede sig langsomt over stadion, og så red hun op ad midterlinjen og gav os alle en helt uforglemmelig oplevelse. Parzival gik herligt spændstig og elektrisk men samtidig rummeligt og elegant - det var en nydelse. Karaktererne nåede op på samme højde som Edwards Gals, de blev højere, mindre, hele tiden kunne vi følge udviklingen, det var dressur når det er aller bedst og mest spændende. Den mindste usikkerhed, den mindste fejl og guldmedaljen ville gå til Edward Gal. Da Adelinde hilste af jublede hun, og det gjorde hun hele vejen ud. Da hun kom ud ønskede hun Edward tillykke - nå ja var hans svar, du slog da mig. - Jeg havde set på de forkerte karakterer på resultattavlen, forklarede Adelinde med en smittende latter, så jeg trode jeg var blevet nr. to, det var først da Edward fortalte jeg havde slået ham, at jeg blev klar over, at jeg havde vundet guld. Adelinde og Parzival fik lige præcist et procentpoints mere end Gal.

Links

Læs meget mere om konkurrencen i Ridehestens oktobernummer.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner