Det skal Daniel Bachmann nu!

26-05-2020 12:19

Britt Carlsen

Nu er de sidste brikker faldet på plads for landsholdsrytter Daniel Bachmann Andersen, der har opsagt sin stilling på Blue Hors, for at flytte med familie og heste ind på det smukke ridecenter Kleppenhus ved Ebeltoft

Copyright Ridehesten.com
Daniel Bachmann Andersen til DM Equitour 2019. Foto: Ridehesten.com/ Jørgen Bak Rasmussen

Efter seks år på Blue Hors har Daniel Bachmann Andersen valgt at søge nye udfordringer som selvstændig. Daniel, hustruen Tiril og deres to børn Frederik og Fillippa på hhv. 4,5 og 7,5 år har haft en lidt for hektisk hverdag, og nu ser de alle frem til et nyt kapitel i særdeles smukke og naturskønne omgivelser på Kleppenhus, ejet af den norske landsholdsrytter Cathrine Rasmussen.

Kleppenhus ligger smukt placeret i skovbrynet og med kig til Stubbe sø, nærmeste nabo er Grethe og Hasse Hoffmanns dejlige salgs- og konkurrencestald Søholt.

Copyright Ridehesten.com
Tiril og Daniel ser frem til et nyt kapitel på Djursland. Foto:; Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen

– Jeg har lejet 11 bokse langs med ridehallen. Det er mega dejlige bokse, fortæller Daniel med begejstring, og samtidig har han lejet en lejlighed til sin groom. Med i aftalen følger også et hus, smukt beliggende inde i skoven.
– Det kræver lige lidt istandsættelse, fortæller Daniel.

Han er meget glad for, at få aftalen på plads med Cathrine Rasmussen. Kleppenhus vil kunne danne en fremragende ramme om hans fremtidige forretning. Foruden ridehal med tilhørende rytterstue er der en spa-afdeling, ridestier og en udendørs ridebane med den mest spektakulære udsigt til skov og sø.

Her er alt, hvad man kan ønske sig, og som Daniel fortæller: 

– Man bliver næsten mundlam, så meget charme, varme og hygge er der her med skov, sø og stranden tæt på.

Kleppenhus ligger 10 minutters kørsel fra Ebeltoft by på Djurslands spids og med kort afstand til Århus lufthavn. 

Copyright Ridehesten.com
De smukke omgivelser på Kleppenhus ved Ebeltoft. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen

Sparring med Mette og Cathrine
Selvom Daniel har valgt at blive selvstændig betyder det ikke, at han vil ride for sig selv. Det har aldrig været hans plan. Derfor glæder det ham meget, at Cathrine, der også har et træningsscenter i Norge, vil være på stedet og træne ligesom Mette Lübker Assouline, der har boet i England i en årrække, har lejet sig ind på Kleppenhus, som rummer flere, separate staldafsnit. 

 – Det er det her, jeg gerne vil. Hvor jeg har Cathrine og Mette som sparringspartnere i det daglige, vi kan hjælpe hinanden og tale om den daglige træning. Så jeg glæder mig helt vidt til samarbejdet med Cathrine og Mette. Det giver et godt sparringsfundament, fortæller Daniel Bachmann Andersen med tydelig begejstring i stemmen.  

Copyright Ridehesten.com
De smukke omgivelser på Kleppenhus ved Ebeltoft. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen

Småt men godt
Da det blev kendt, at Daniel ville rejse fra Blue Hors, har han fået mange henvendelser fra hestejere, som gerne vil samarbejde med ham. Flere ryttere har bedt om undervisning, og da Daniel i forvejen har en stabil kundegruppe, har han et godt grundlag for en fremtid som selvstændig. 

– Jeg flytter hestene midt i juni. Vi har tre heste selv og en pony til Filippa. To af dem har vi sammen med Vivi og Christian Vang-Lauridsen (CVL Horses), fortæller Daniel, som ser frem til at komme igang med træningen. Officielt åbner han først sin forretning den 1. juli. Det giver familien tid til at komme på plads og finde sig til rette i de nye omgivelser. 

Med 11 bokse er der lagt op til, at Daniel starter lidt roligt ud, men han har, for nu, ikke nogle planer om at udvidde.

– Jeg vil have tid til at gøre det ordentligt. Det skal ikke være vildt stort, men eksklussivt, så der er tid til hver hest, som jeg har det i dag. Der er et marked for heste med en god grunduddannelse, slutter han.

Copyright Ridehesten.com
De smukke omgivelser på Kleppenhus ved Ebeltoft.

 

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner