Det er ufattelig tæt!

18-06-2016 14:18

Britt Carlsen

DM i dressur på Broholm har udviklet sig til en ren gyser: Cathrine Dufour og Anna Kasprzak ligger i spidsen for mesterskabet, og det er en lille margin som skiller de to ad (hør og se dem på video)

Det danske mesterskab er så spændende som jeg ikke husker det tidligere. Cathrine Dufour og Anna Kasprzak kæmper om mesterskabet og de rider så englende synger.  I dag var det Cathrine Dufour, som var først i konkurrence af de to. Atterupgaards Cassidy dansede under Dufour, og han satte ikke en hov forkert - fokuseret, energisk i flot form. Parret udstråler harmoni og samspil, som gør det til en absolut fornøjelse at overvære, da resultattavlen viste 79,686% brød jublen løs fra de mange entusiastiske tilskuere, som har fundet vej til Broholm.

Stemningen var næsten til at skære i, da Anna Kasprzak red 17-årige Donnperignon på banen. Pepe er i sit livs form, og han følger Annas mindste hjælp på banen. Da Anna red ham ud i den første øgning var det tydeligt for enhver at se, hun blæste til angreb på sin landsholdskollega. Anna satsede maks, der blev ikke fedtspillet, og Pepe svarede ved at vise imponerende øgninger og fine piaffer. Snorlige changementsserier fulgte, og karaktererne var nærmest identiske med Cathrines. Jublen bølgede ned over dressurstadion, da hun hilste af, og da karaktererne kom på tavlen viste det sig, at Cathrine beholdt sin føring, da Anna opnåede 78,157% til andenpladsen.

Igen i dag var det Agnete Kirk Thinggaard, som med et sikkert, fejlfrit program kom tættest på de to førende med Jojo AZ, der scorede 75,157% Agnete har en ny, meget flot kür, og den kan man glæde sig til at se i søndagens finale.

De tre ligner et godt bud på det landshold, som skal til OL i Rio til august. Men det store spørgsmål er nu: Hvem er den fjerde rytter? Igen i dag red Mai Tofte Olesen et imponerende flot travprogram, med flot passage og piaffe på Rustique, og igen i dag var det changementsserierne, som kostede værdifulde points. Hun sluttede på fjerdepladsen med 72,225% Anders Dahl red sig ind i topkampen med den imponerede Selten HW med 71,608% og han ligger nu på en øjeblikkelig sjetteplads lige efter Daniel Bachmann Andersen og Blue Hors Hotline, som i dag havde problemer i begge pirouetter, der tæller dobbelt, og det koststede i den samlede stilling. 

I den samlede stilling inden søndagens kür ligger Cathrine Dufour med 156,486 mod Anna Kasprzaks 154,897 og med Agnete Kirk Thinggaard på en øjeblikkelig bronzeplads med 149,677, så er der en lille afstand til Mai Tofte Olesen med 143,135 på fjerdepladsen. 

Se resultaterne her. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner