Anna Pørtner
Den svenske landsholdstrup er netop blevet offentliggjort af det Svenske Ridesports Forbund forud for sommerens europamesterskaber i La Coruña, Spanien. Her stiller Sverige med et yderst stærkt hold, der ikke blot kommer til Spanien for at forsvare deres titel som europamestre, men lige så meget for at lægge de helt rette grundsten til verdensmesterskaberne i Aachen 2026.
Den svenske landsholdsfører, Henrik Ankarcrona, har allerede sat blikket mod VM i Aachen i 2026, men inden da, skal det svenske landshold forbi La Coruña i Spanien til sommer, for at forsvare EM-guldet: – Målet er at bygge et stærkt hold til VM i Aachen 2026, siger Henrik Ankarcrona til det Svenske Ridesports Forbund. Hvert fjerde år afholdes OL og i en parallel fireårscyklus afholdes VM. Derimellem ligger EM-året, som giver landsholdene en mulighed for at forberede sig til de kommende store mesterskaber.
Henrik Ankarcrona fortæller, at årets landsholdsspringninger er særdeles vigtige for at få de bedste ekvipager frem og bygge til fremtiden. På den måde kan flere ryttere få mulighed for at konkurrere på højeste niveau og få erfaring med holdspring:
– Vi fortsætter med at deltage i både topligaen, Longines League of Nations og Longines EEF series i år. Udover disse konkurrencer, vil vi også deltage i nogle af de store nationale stævner. Selvfølgelig i Falsterbo, og helst Aachen, hvis vi får en invitation dertil. Alle vil selvfølgelig gerne til Aachen, fordi der bliver afholdt VM næste år, siger landsholdsføreren.
Selvom Sverige har blikket rettet mod VM i 2026, kommer de ikke sovende til EM. Her kommer de nemlig for at forsvare holdtitlen, og vil derfor stille med det bedst mulige hold til sommerens mesterskab, men også medd VM og OL i baghovedet:
– Når vi foretager udtagelsen til EM, vil vi helt sikkert have VM i baghovedet. Ved VM har vi også første chance for at kvalificere os til OL i Los Angeles i 2028, så det er meget vigtigt på flere måder, fortæller Henrik Ankarcrona.
Landsholdets mesterskabstrup i 2025 omfatter nogle enormt stærke navne, der alle har stor erfaring med både individuelle- og holdmesterskaber. Det er Malin Baryard Johansson, Henrik von Eckermann, Peder Fredricson, Rolf-Göran Bengtsson og Wilma Hellström. Bagved landsholdets mesterskabstrup er flere stærke ryttere en del af en A-trup, der omfatter Amanda Landeblad, Petronella Andersson og Angelica Augustsson Zanotelli.
Se Sveriges landsholdstrupper i springning for 2025 her.