Astrid Ø. Sørensen
Der afholdes i disse dage internationalt dressurstævne i den lille by Pilisjászfalu liggende nær Ungarns hovedstad Budapest. I går stillede de fire deltagende ryttere til start i FEI World Cup Grand Prix klassen, og i dag står den på FEI World Cup Freestyle. Hovedpræmien er - foruden præmiesummen - de 20 point som den vindende ekvipage får med sig i kampen om en af de to adgangsbilletter fra den centraleuropæiske liga til World Cup finalen 2025.
Sejren blev taget af polske Katarzyna Milczarek på Guapo, der red til 69.869%. Ved dommerbordet ved E sad i øvrigt den danske dressurdommer Leif Törnblad.
Der er fire dressurligaer til World Cup: Den vesteuropæiske liga, den centraleuropæiske og den nordamerikanske samt Stillehavsligaen (Australien og New Zealand).
Ni ekvipager kvalificeres fra den vesteuropæiske liga, som er den liga, hvor bl.a. de danske ryttere rider med i. To ekvipager kvalificeres fra den centraleuropæiske, mens en enkelt udtages fra Stillehavsligaen. I den nordamerikanske liga er der tre pladser at kæmpe om. Derudover er der en plads til vinderen fra året før, en plads til den højest placerede på verdensranglisten (foruden de ni fra den vesteuropæiske liga) samt en ekstra plads som typisk fordeles via. et wildcard uddelt af FEI. Dette giver i alt 18 ekvipager, som får lov at stille til start til den prestigefyldte World Cup finale.
Finale i Schweiz
Med World Cup kvalfikationen i Ungarn er der taget hul på den nye World Cup sæson i dressur, hvor ryttere fra de forskellige ligaer verden over det kommende år vil kæmpe om pladserne til World Cup finalen 2025, der vil blive afviklet i Basel i Schweiz fra den 2.-6. april. Patrik Kittel er den indehavende sejrsherre, da han på Touchdown e. Quaterback/ Sack vandt World Cup finalen 2024 i Ryaidh. Dermed er han på forhånd kvalificeret til finalen 2025.
Den vesteuropæiske liga starter traditionen tro i Herning, men det sker først til efteråret fra den 16.-20. oktober.