Redaktionen
Til Viborg Stift Folkeblad har en del af de demonstranter, der har deltaget i demonstrationerne i området ved stutteriet, udtalt, at de frygter for, hvad en lille gruppe af personer kan finde på. En lille håndfuld demonstrationer skaber utryghed i forbindelse med arrangementerne, og fra to personer lyder det, at de optrapper konflikten med både stutteri og politi.
Begge personer bekræfter uafhængigt af hinanden, at en gruppe bestående af en lille håndfuld navngivne personer har været med til at forplumre den sag, som de kæmper for. Af hensyn til deres personlige sikkerhed ønsker de begge at forblive anonyme. Viborg Stift Folkeblad skriver, at de er bekendt med deres identitet.
De to personer fortæller til Viborg Stifts Folkeblad, at den lille gruppes handlinger går langt udover det, som de mener er en fredelig demonstration.
– De her metoder rammer de lokale. Vi har hørt om helt almindelige hundeluftere, som er blevet overfaldet, og om lokale, som i tide og utide bliver stoppet i deres biler af folk fra stutteriet. De her mennesker optrapper konflikten, og de forsøger bevidst af hidse dem (personer med tilknytning til stutteriet, red.) op. Det slår over i en aktivisme, som flertallet ikke kan se sig selv i, og på den måde er de med til at sænke den skude, de selv sidder i.
Der henvises blandt andet til det lovbrud, som blev begået omkring stutteriet i sidste weekend.
– Selvtægt duer ikke. De ødelægger mere, end de gavner, og det skal ikke have lov at gå ud over de fredelige protester.
– Det gør utroligt ondt på de lokale ildsjæle, som gennem mange år har forsøgt at sætte fokus på problemet på en ordentlig måde. De ved, at målet ikke skal være at hænge John Byrialsen ud, eller at han skal pines og plages. Målet er bare at sikre, at vanrøgten stoppes.
I dag er der endnu engang demonstrationen udenfor stutteriet. Demonstrationen er anmeldt og er planlagt til at foregå indenfor lovens rammer.