Grethe Næsby
EM-holdet består af følgende ryttere: Caroline Cecilie Nielsen, Holte (grad II) Liselotte S. Rosenhart, Lundby (grad II) Line Thorning Jørgensen, Hejls (grad IV) Henrik Sibbesen, Broager (grad IV) Kun tre af de danske ryttere var med til EM i 2005 i Ungarn, nemlig Liselotte S. Rosenhart, Line Thorning Jørgensen, som har en bronzemedalje at forsvare, og Henrik Sibbesen, som skal forsvare sin sølvmedalje. De danske ryttere har vist god form, og det bliver spændende at se, om de kan fortsætte de gode takter. Generelt er niveauet hos alle de danske ryttere markant højere end i 2005. Også den nye rytter i EM-sammenhæng, Caroline Cecilie Nielsen, har sammen med Rostorn’s Hatim-Tinn noget at forsvare, da de kommer til EM med en bronzemedalje fra De Paralympiske Lege i Beijing i 2008. Desværre må holdet undvære en af storfavoritterne i grad III, Annika Lykke Dalskov, Odense, da hendes hest, Alfarvad April Z, er blevet skadet. Landstræner David Amager har en rigtig god mavefornemmelse efter rytternes flotte indsats ved både Nordisk Mesterskab i Vallensbæk i maj måned og DM på Broholm i juli: – Rytterne har på det seneste vist stor fremgang, hvilket i den grad kom til udtryk ved det internationale stævne i Vallensbæk i maj, hvor de ryddede bordet. Forventningerne til EM er en holdmedalje, selvfølgelig helst af guld, siger han. De fire danske ryttere stiller alle op både individuelt og i holdkonkurrencen.