Danskerne leverede i Drammen

14-05-2024 17:57

Foruden den flotte andenplads, som det danske Nations Cup hold for ungryttere formåede at præstere i fredagens holdkonkurrence, har de danske ryttere gjort det fremragende søndagens individuelle klasser

Copyright Ridehesten.com
Selma Hundborg Dresler og Rihanna blev søndagens sidste danske vinder til Drammen Springtour. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen.

Søndagen bød på intet mindre end tre sejre til de danske ryttere til Drammen Springtour i Gjelsten, Norge, hvor flere af de danske children, ung- og ponyryttere var til start i de individuelle klasser. Udover sejre, blev flere danskere ligeledes placeret til det internationale stævne.

Dagens første klasse blev fløjtet i gang klokken 08.30 på Gjelsten Arena 1, og dermed blev dagens første sejr også sikret til Danmark. Klassen var en 125cm Children Grand Prix, hvor Sille Hartvig Nielsen og den 20-årige vallak Quimono de La Rouge e. Kannan/ Quick Star sikrede sig sejren med en hurtig og fejlfri runde. I samme klasse blev Laura Sloth Kjær og hjemmeavlede Kjaer's Sweetheart e. Heartbeat/ Corratus placeret som nummer fire, mens Palma Sophie Gry Jansson-Christensen og Lyndon e. Numero Uno/ Silvio I blev placeret som nummer seks, begge red ligeledes med nul fejl. Endnu en dansker blev placeret i denne klasse, nemlig Holger Haastrup Kristensen i sadlen på Cavalino e. Tannenhof's Conteur/ Calato, der blev placeret som nummer ni med 4 fejl. 

Copyright Ridehesten.com
Sille Hartvig Nielsen og den 20-årige vallak Quimono de la Roque. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen.

Næste klasse med dansk deltagelse, var en 125cm Grand Prix for kategori 1 ponyer. Her skulle guldmedaljen igen gå til dansk side, da Selma Hundborg Dresler og ponyen Clounamon Coco red en hurtig fejlfri runde som eneste rytter i klassen, og dermed sikrede sig sejren. I samme klasse blev Palma Sophie Gry Jansson-Christensen og Parc Icon placeret som nummer tre med en enkelt nedrivning i første fase. 

Copyright Ridehesten.com
Selma Hundborg Dresler tog også en sejr på ponyen Clounamon Coco. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø Olsen.

På Gjelsten Arena 2 blev ponyernes medium tour finale, der gik i 120cm skudt i gang fra morgenstunden. Her red Klara Mie Snebjørn Poulsen på Wrenwood Bambilino e. Sibon W/ Concorde en flot fejlfri runde, og sikrede sig dermed andenpladsen i tiden 36,22 sekunder kun lige slået af svenske Lovisa Gelin på ponyen Deesje e. Vleut/ Nimmerdor, der red fejlfrit i tiden 35,86 sekunder. Efterfølgende skulle de unge ryttere i ilden i deres small tour finale, der gik i 135cm, hvor Noona Wildfang Linde på Cloi e. Quirado/ La Zarras ligeledes blev placeret som nummer to efter en sikker, fejlfri runde. 

Copyright Ridehesten.com
Noona Wildfang Linde og Cloi red ligeledes placering hjem i Drammen. Foto: Ridehesten.com/ Annette Boe Østergaard.

Søndagens sidste dansker på banen, blev Selma Hundborg Dresler på Rihanna e. Coulthard Top/ Sandro, der snuppede sejren i CSI2* small tour finale i 120cm. Med et felt på 69 deltagere, red ekvipagen sig ind på førstepladsen med en fejlfri runde og en hurtig tid, nemlig 26,01 sekunder, hvilket var nok til at sikre dem førstepladsen. Således blev et godt stævne i Drammen for danskerne sluttet af med manér. 

Se stævnets resultatliste her. 

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen