Danskerne godt fra start i Holland

30-05-2024 09:53

I denne uge er de unge danske springryttere draget til Zuidwolde i Holland, hvor de første ryttere allerede var på banen i går. Her blev der redet flere flotte og fejlfrie runder, og Danmark var da også at finde øverst på resultatlisten

Copyright Ridehesten.com
Frederik Fensholt og Take a Chance on Me Z blev placeret som nummer to i gårsdagens højeste klasse, 145cm. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen.

Fra den 28. maj til den 2. juni har flere af de unge danske springryttere pakket deres heste og kørt til Zuidwolde i Holland, hvor der går CSIO springstævne. I går var flere af rytterne på banen for første gang, og danskerne lagde endnu en gang godt ud på de internationale stævnebaner. 

I CSIOJ Juniors Small Tour, hvor forhindringernes højde var 135cm, var Danmark at finde i top fem. Her red Karla Langgaard Ekstrand med sin 15-årige vallak Diakhan e. Diamant de Revel/ Angili en fejlfri runde og blev placeret som nummer fem, i et meget tæt felt, hvor det drejede sig om få sekunder, der skilte de placerede ryttere ad. I samme klasse red Anna Ley og Kong's Fidibus e. Volstrups Cash/ Willemoes ligeledes en fejlfri runde, og blev placeret som nummer ni. 

Copyright Ridehesten.com
Karla Langgaard Ekstrand og Diakhan klarede sig suverænt i juniorernes small tour. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen.

Herefter var det tid til, at ungrytterne skulle på banen. Denne gang i Young Riders Small Tour i 140cm, hvor den regerende danmarksmester var at finde i toppen. Caroline Knudsen og Landlyst Callicon e. Dicapo/ Coronado 3 red nemlig en fejlfri og lynhurtig runde, der var nok til at sikre dem andenpladsen i denne konkurrence. Ligeledes klarede Jacob Theodor Schmidt og Commaron Z e. Comme II Faut/ Coronado 3 den udfordrende bane i flot, fejlfri stil, og blev placeret som nummer fem. Flere af de danske ungryttere formåede at ride fejlfrie runder i denne klasse, dog udenfor placering. 

Copyright Ridehesten.com
Caroline Knudsen og Landlyst Callicon er et suverænt par, hvilket de også viste i gårsdagens small tour for ungrytterne. Her red de sig ind på en flot andenplads. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø.

Også i Children Small Tour 125cm var en dansk rytter at finde i top tre. Xander Reinholt Fredslund og Katarina Ask e. Quasimodo Vd/ Lupicor H red nemlig en fejlfri og hurtig runde, der sikrede parret en tredjeplads. Sille Hartvig Nielsen og Quimono de La Rogue e. Kannan/ Quick Star red ligeledes en fejlfri runde og blev placeret som nummer ti. Flere af childrenrytterne leverede fejlfrie præstationer, dog uden placering. 

Copyright Ridehesten.com
Xander Reinholt Fredslund og Katarina Ask blev placeret som nummer tre i children small tour. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø.

Da eftermiddagens Small Tour 125cm for ponyer var afviklet, blev det med den danske nationalsang til præmieoverrækkelsen. Danske Palma Sophie Gry Jansson-Christensen og Parc Icon leverede med deres fejlfrie og hurtige runde en præstation, som ingen af de andre kunne hamle op med. Dermed blev det danske par vinder af stævnets første Small Tour for ponyer. 

Copyright Ridehesten.com
Palma Sophie Gry Jansson-Christensen og Parc Icon fik dannebrog til tops, da de vandt 125cm small tour for ponyer. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø.

Stævnets sidste klasse, og også dagens højeste klasse, var ungrytternes Big Tour, hvor forhindringerne nu lød på 145cm. Her var tre danske ryttere til start, og endnu en gang leverede de. Frederik Fensholt og Take a Chance on Me Z e. Taloubet Z/ Aldatus Z red nemlig en forrygende fejlfri runde på den udfordrende bane i en tid, der var hurtig nok til at sikre dem andenpladsen. De to andre danske ryttere præsterede ligeledes flotte runder, men desværre med et enkelt nedslag. 

Copyright Ridehesten.com
Frederik Fensholt og Take a Chance on Me Z. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen.

I dag gælder det endnu en dag for de unge ryttere i Holland, hvor der blandt andet er Nations Cup for hold for childrenrytterne. Du kan følge med i resultaterne her. 

 

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner