Annika Knudsen Lorentsen
Et særdeles succesfuldt stævne set med danske briller er nået vejs ende. Det drejer sig om det internationale dressurstævne i Lier i Belgien, hvor flere unge danske dressurryttere de seneste dage har været til start.
I går skulle både danske junior- og ungryttere i aktion i kürkonkurrencerne. De første der skulle i ilden var de danske juniorryttere i CDIOJ kür, og her sikrede de danske ryttere sig de tre bedste placeringer.
Sejren tog Rikke Maria Schoubye Johansen i sadlen på Baunehøjens Carpaccio e. Charmeur/White Talisman (opdr. Pia Gobert). Sammen opnåede ekvipagen i dag flotte 77,267 procent, hvilket sikrede dem en solid sejr.
Andenpladsen tog Clara Cordes Arnkjær med Brianna e. Bøgegårdens Boney M/Blue Hors Romancier (opdr. Inge og Løngstrup Christiansen), som i dag opnåede 76,450 procent. På tredjepladsen blev det Alberte Josefine Harsbo med Napoli TN e. Floricello Old/Flemmingh, som i dag opnåede 74,333 procent.
I klassen blev danske Laura Qvist desuden placeret med Hafsjolds Ranger (opdr. Stald Hafsjold ApS). De tog sjettepladsen med 72,208 procent.
Placeringer til ungrytterne
Der har været danskere i aktion i to forskellige kür-klasser for ungryttere i går, og i CDIY, lykkedes det Valentin Munkedal at ride sig til tredjepladsen. Det gjorde han i sadlen på Severis Jody e. Johnson TN/Weltmeyer (opdr. Trine og Allan Severinsen). De opnåede i dag 70,833 procent.
Dagens sluttede med CDIOY kür, og her lykkedes det Julie Dam Jensen med Finale Melody e. Franklin/Schwadroneur (opdr. Stutteri Melody v/Else Rohmann) at tage tredjepladsen med 74,133 procent. Fjerde- og femtepladsen blev ligeledes danske. På fjerdepladsen blev det Anna Have Larsen-Ledet med Finnigan-Vitz e. Franklin/Olympic Ferro (opdr. Lone Sørensen), mens Freja Oline Skovhus Lindblad med Egelund Yurrell e. Blue Hors Farrell/Temple Wind xx tog femtepladsen.