Thomas Bach Jensen
Hvert år i december afvikles den prestigefyldte auktion P.S.I. (Performance Sales International), som forretningspartnerne Paul Schockemöhle og Ulrich Kasselmann står bag. Forud for auktionen, der netop afvikles nu i eftermiddag, afholdes et gallaarrangement, hvor der under middagen er tilknyttet en prisoverrækkelse - P.S.I. Awards.
Der blev i år uddelt flere priser, heriblandt Supporter Award, Athlete Award og Media Award. Prisen P.S.I. Supporter Award 2013 blev præsenteret af Prinsesse Nathalie zu Sayn-Wittgenstein og gik til danske Hanni Toosbuy Kasprzak for sit enorme engagement i ridesporten. Årets store ridesportsbegivenhed ECCO FEI European Championships 2013, der blev afholdt i Herning i august måned, blev rost i begejstrede toner. Hovedsponsor for det vellykkede Europamesterskab var som bekendt Hanni Toosbuy Kasprzaks virksomhed ECCO.
Hendes engagement i ridesporten stikker meget dybere end den finansielle støtte; hun har en stor lidenskab for heste og for ridesporten, som hun deler min sin datter Anna Kasprzak, regerende Danmarksmester i dressur. Anna betragtes sammen med mange andre talentfulde, unge, danske dressurryttere som frugten af ECCO Cup; den danske dressurturnering for pony-, junior- og ungryttere, som er en af de gaver, Hanni Toosbuy Kasprzak har givet dansk ridesport.