Danskejet hingst topper i Holland

28-03-2014 06:44
Avl

Den danskejede connemarahingst Wirthsmühle Delaney’s netop kåret til International Supreme Champion i Holland

Fredag eftermiddag drog Skærgården afsted mod Holland, nærmere bestemt Heeze, med hingsten Wirthsmühle Delaney’s i traileren. Formålet var at deltage i det store internationale hingsteshow, hvor klasse 1 hingste fra flere lande deltog. På forhånd var kataloget prydet af flere rigtig gode championhingste, og hingste der generelt var godt vant med at stå øverst på podiet. Der var tilmeldt 25 hingste, og derfor var forventningerne ingen andre end en hyggelig tur i selskab med masser af andre connemaravenner. Skærgården beretter her fra turen:

- Fredag nat overnattede vi i Bremen (halvvejs til destinationen) hos Stutteri Hohnhorst, som tog rigtig godt imod os – og der var masser af snak om connemaraponyer, avl, hingste osv.

- Lørdag ankom vi efter en lang rejse til Holland, hvor vi blev mødt af gæstfrie mennesker. ‘Delle’ (Wirthsmühle Delaney’s) fik strukket benene, og blev installeret i sin boks ved siden af ex-danskeren AC-Samson af Engvang, og mens de to drenge fik sig en chat, var der reception for alle deltagere, avlere og dommere, hvor også her snakken gik lystigt.

- Søndag morgen startede showet og nerverne meldte sig hos hele familien Skærgården. Delaney’s viste sig dog, uanfægtet af vores nervøsitet, fra sin allerbedste side, og brillerede med sin enorme og elastiske trav hele vejen ned af langsiden. Derved fik han charmeret sig ind hos dommerne og vandt sin klasse, hvorfor han gik videre til finalen, og dysten om Supreme Champion titlen. Ved udnævnelsen blev Reserve Championtitlen uddelt først, og da vores katalognummer ikke blev råbt op, var ”Delles” fanklub helt stille. Det forblev de dog ikke, for da Delaney’s blev udnævnt til International Supreme Champion, kunne ingen af os holde glædesjubel tilbage, og der blev hujet og tørret tårer af kinderne. Det er ikke helt gået op for nogle af os, at vi havde en Supreme Champion med tilbage i traileren, men det behøver vist ikke nævnes, at hjemturen gik lidt nemmere.

Kilde: pressemeddelelse

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner