Anna Pørtner
Den internationale TREC-sæson er skudt i gang, og i weekenden den 18.-19. april var fire danske ryttere til start ved sæsonens første internationale stævne i Eersel, Holland. Her mødte de konkurrence fra blandt andet Belgien og værtsnationen Holland, og i det stærke felt lykkedes det de danske ekvipager at levere flere flotte præstationer og placeringer.
I T2 par-klassen red Lisa Kjer Andersen på fjordhesten Stine og dannede par med Lisbeth Stumpe på DV-hesten Arstio. Parret opnåede samlet 318 point, hvilket sikrede dem en flot tredjeplads i det stærke internationale felt med hård konkurrence fra blandt andet værtsnationen.
I T4 European Open Cup deltog Christina Svensen på knabstrupperhoppen Starline Alrakis samt Maria Juul Rasmussen på knabstruppervallakken Moremoney Magneto. Klassen havde deltagere fra både Belgien, Holland og Danmark.
Christina Svensen og Starline Alrakis opnåede 155 point i POR (orienteringsridt), 13 point i MA (gangartstest) og 109 point i PTV (forhindringsbane), hvilket gav et samlet resultat på 177 point og en flot ottendeplads.
Maria Juul Rasmussen og Moremoney Magneto leverede en stærk præstation med hele 223 point i POR, 14 point i MA og 118 point i PTV. Det gav et samlet resultat på 355 point, hvilket placerede ekvipagen på en flot femteplads i det stærke felt.
Ud over rytterne var tre danske nationale TREC-dommere også til stede ved stævnet. Lørdag fungerede de som kontrolposter under POR-ruten i de hollandske skove, hvor de sikrede, at rytterne fulgte den korrekte rute. Søndag stod de for bedømmelsen af både MA og PTV. Dommerne kunne samtidig nyde en varieret konkurrence med både heste og ponyer, og endda et belgisk muldyr blandt deltagerne.
Stævnet blev afviklet i solrigt vejr og bød på en både lærerig og vellykket weekend for de danske deltagere, der nu for alvor har skudt sæsonen i gang.
I videoen herunder kan du følge danskerne under stævnet i Holland:
Hvad er TREC?
TREC er en alsidig ridesportsdisciplin, der kombinerer orientering, samarbejde og teknik. Disciplinen består af tre faser:
TREC har rødder i Frankrig og udspringer af rideturisme, hvor guider skulle mestre både navigation og ridning i varieret terræn. I dag er det en disciplin, der appellerer bredt. Alt lige fra fritidsryttere til konkurrenceorienterede ekvipager kan deltage, for i denne disciplin er der fokus på samarbejdet mellem hest og rytter.