Camilla Tiefensee Schrøder
Med en score på 68.333% blev det en dansk vinder i Grand Prix Special ved landsstævnet i Åstorp, Sverige. Camilla Ahlers Pedersen vandt på den 11-årige DV-vallak Chadunno e. Champion for Pleasure/Aljano (opdr. Sara Svensson).
– Det så rigtig godt ud i dag, stort overskud. I går blev de nr. fire med nogle ærgerlige fejl i Grand Prixen, men det var rettet i dag, fortæller Christian Vang-Lauridsen, som ejer hesten sammen med sin kone Vivi.
Camilla Ahlers Pedersen har redet hesten i ca. et år, og det var ekvipagens anden Grand Prix Special.
Årets Hingst til start i Sverige
Også andenpladsen gik til en dansk ekvipage, nemlig Stine Bøiehøj og hendes egenopdrættede DV-vallak Nordhøjs Bentley e. Bernstein/Leonardo II. Ekvipagen opnåede 66.738 %.
Årets Hingst 2019, Skovens Rafael e. Blue Hors Romanov/Blue Hors Don Schufro (Kirsten B. Hansen och Jens Lund Pedersen) var også til start i samme klasse. Den 15-årige hingst opnåede sammen med Lotte Skjærbæk 66.418%. Lotte Skjærbæk og Skovens Rafael blev til gengæld bedst placerede danskere i lørdagens Grand Prix, hvor de kom på andenpladsen med 68.116 %.
Danske sejre på stribe
Endnu en flot dansk sejr sørgede Michael Søgaard for. Han var til start i Prix St. Georges og Intermediare I kür med DV-vallakken Slæbækgårds Santino e. Sir Donnerhall/Carano (opdr. Dorthe Himmelstrup), og han vandt begge klasser med flotte scorer på henholdsvis 71.373% og 74.667%.
Derudover kom en Dansk Varmblodshest til tops i lørdagens FEI Lagprogram Msv B (J), nemlig den 7-årige Højgaardens Santos e. San amour/Friendship (opdr. Stutteri Højgaarden), som vandt under den norske rytter Carmen Grønvold Johannessen med 71.970%.