Annika Knudsen Lorentsen
I løbet af ugen har de to danske ryttere til start i Riesenbeck, Tyskland, opnået flere placeringer. I går red Søren Møller Rohde sig til en syvendeplads i unghesteklassen med Figeac Ask e. Favorit Ask/ Carano (opdr. Stutteri Ask). Det gjorde han efter en hurtig og fejlfri runde. I alt var der 58 ekvipager til start i klassen.
I en 130 cm-klasse i går red Søren Pedersen sig ind i top-3. Her deltog han med Tailormade Scooby-Lou e. Casallco/ Conthargos (opdr. Tailormade Horses ApS).
Igen i dag blev Søren Pedersen placeret. Denne gang i en 135 cm-klasse med Tailormade Chaloustone e. Chaloubet/ Stakkato (opdr. Tailormade Horses ApS).
Tidligere på ugen blev Søren Møller Rohde placeret i en 145 cm-klasse, og i går var han til start i den 3-stjernede 155 cm Grand Prix, hvor han desværre faldt af. Den krævende bane gav generelt mange problemer for en stor del af rytterne, og det endte med, at tyske Katrin Eckermann tog sejren.