Danske heste til Pan American Games

04-09-2011 10:48
Allerede blandt de første hold, der er sat til de Panamerikanske Lege 2011, er der danske heste at finde på holdene

Vi har endnu ikke set alle hold udtaget til 2011 Pan American Games, der finder sted i mexicanske Guadalajara den 16.-19. oktober, men der er allerede flere danske heste at spore blandt de kvalificerede. De Panmerikanske Lege afvikles i lille tur. For Mexico starter Bernadette Pujals med den blot 8-årige DV-hest Heslegaard's Rolex e. Heslegårds Rubin/Heslegårds Louis (opdr. Heslegård Stutteri). En smuk skimmel, der tidligere har været redet ved UVM af Lone Madsen og som er helbror til Heslegårds Rismon, der i år gik UVM under Michala Damm-Frydenberg. For den Dominikanske Republik starter Yvonne Losos de Muñiz sin 11-årige DV-vallak Dondolo Las Marismas e. Blue Hors Don Schufro/Blue Hors Romancier (opdr. Blue Hors ApS). Hesten er købt hos Blue Hors Dressage, der også har solgt den nu 8-årige vallak Robbie W e. Rubin-Royal/Inschallah X (oldb.) til USA. Denne hest er på det canadiske hold under Diane Creech. Fra Puerto Rico stiller Ursula Lange van Lewis med 13-årige Toftegårdens Lobbi e. Lobster/Aleksander (opdr. Henrik Pedersen) og Francheska Liauw med 15-årige GB Marko e. Michellino/Faighter (opdr. Lis og Lars Peter Jensen). USA er blandt de lande, der endnu ikke har udmeldt hold, men man må regne med, at storfavoritten er Heather Blitz med sin 8-årige danske vallak Paragon e. Blue Hors Schufro/Loran, men det vil snart vise sig, når sammensætningen af de sidste hold offentliggøres.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner