Danske dressurheste stadig tredje bedste

23-06-2009 11:36
Efter seneste opgørelse af WBFSH's rangliste over avlsforbundenes placering i produktionen af dressurheste ligger Dansk Varmblod stadig nr. 3. I springning er Dansk Varmblod avanceret et par pladser
Copyright Ridehesten.com
Mistral Højris med sin engelske rytter Laura Bechtolsheimer (Foto: Ridehesten.com).

Med til at sikre Dansk Varmblods tredje plads er hestene Mistral Højris, Digby, Rigoletto, Exquis Clearwater, Succes og Cadillac. Forhåbentligt vil også Gredstedgårds Casmir bevæge sig op ad ranglisten, da den nu med sin nye rytter Sune Hansen allerede er ude og score betydningsfulde point igen. På de to første pladser ligger Hollandsk Varmblod (KWPN) og Hannoveraneravlsforbundet og efter Dansk Varmblod følger Oldenburgeravlsforbundet efterfulgt af Svensk Varmblod. KWPN's førsteplads er uden indvirkning af den nye hollandske mester Moorland's Totilas, der endnu ikke er oppe blandt de seks højst scorende hollandske heste, men det tager ikke lang tid. Dansk Varmblod har i lang tid ligget nr. 12 i springning, men er nu avanceret til en placering som nummer ti med hestene Complete og Andante i spidsen. Springningen føres af det franske avlsforbund Selle Français.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner