Annika Knudsen Lorentsen
World Equestrian Center i Ocala var i weekenden værter for et stort stævne, hvor det blev en danskavlet hest, der tog sejren i Grand Prix, hvor der var hele 75.000 dollars i præmiesum.
Her mødtes 44 ekvipager i klassen, og bedst af dem blev Wannabe CS e. Warrant/ Pythagoras (opdr. Charlotte Schreiber), som blev redet af sin faste rytter, australske Peter Petschenig.
– Banen var virkelig svær sammenlignet med hvad vi har redet de foregående uger. Denne bane sendte os fra side til side, og havde en meget stram fejlfri tid, så du var nødt til at galoppere. Wannabe CS er stor, men super ridelig. Du kan fjerne to galopspring eller tilføje to, men her, viste han virkelig hvad han kan, udtalte Peter efter sejren.
Den 10-årige Dansk Varmblod er lavet på elite RDH-hoppen Welite, som ligeledes er mor til, Welistro, Lajgårdens Walliant og tre heste avlet på Stutteri Ask.
Inden Wannabe CS forlod Danmark blev han B-hest i springning, og med sin avler Charlotte Schreiber i sadlen har han gået mange gode klasser tom. 135 cm i Danmark.
Siden er han blevet redet af Peter Petschenig, og sammen har de flere gange redet 160 cm-klasser, blandt andet ved World Cup-stævne i Fort Worth, Texas.