Annika Knudsen Lorentsen
Den danskavlede 14-årige Clarity e. Clarimo Ask/Ephebe For Ever La Silla har de seneste måneder gået i international sport med belgiske Gregory Wathelet, og i weekenden blev ekvipagen placeret ved det internationale stævne i Thermal, USA.
Her deltog ekvipagen i to klasser, og opnåede placering i dem begge. Søndag deltog ekvipagen i den 3-stjernede Grand Prix på 155 cm, og her sikrede de sig andenpladsen ud af 28 ekvipager. Se video af ekvipagen nederst på siden.
Det er ikke den eneste succes ekvipagen har haft i Thermal, hvor de har været til start de seneste uger. Tilbage i januar, mere præcist den 22. januar, sikrede ekvipagen sig nemlig sejren i en 155 cm Grand Prix, ligesom de ved samme stævne blev placeret på fjerdepladsen i en 150 cm-klasse ved dette stævne.
Clarity er avlet af danske Christian Jørgensen, og blev oprindeligt uddannet i Danmark, først af Kirstin Skjoldshøj, siden af Camilla Flieder Ernst og i sidste ende af Shannon Mejnert Ketterle tilbage i 2017.
Herefter red irske Kevin Thornton den velspringende skimmel i perioden fra 2018 til 2020, og siden da har han primært været redet af norske Marie Valdar Longem og belgiske Gregory Wathelet på skift.
14-årige Clarity er trukket på hoppen Viny Egetofte e. Ephebe For Ever/ Corrado II, som ligeledes er opdrættet af Christian Jørgensen, og kåret i RDH i Dansk Varmblod.