Dansk tredjeplads i Falsterbo Hunting

09-07-2014 17:08

Britt Carlsen

Der var 10.000 skr. til Niels Goldschmidt for den tredjeplads han opnåede i dagens terrænspringning, der finder sted rundt om på stævnepladsen ved Falsterbo Horse Show

Stemningen var i top da 15 ryttere mødtes i terrænspringningen Falsterbo Hunting her til eftermiddag. Rundt om på stævnepladsen er der faste forhindringer som rytterne skal overvinde, og blandt dem også et vandspring, som traditionen tro tiltrækker mange tilskuere og fotografer. Vi blev dog ikke vidne til en vandgang i dag, men et enkelt stop blev det til i vandkomplekset.

Rytterne springer først nogle få forhindringer inde på den store springbane og så går det ellers ud på den 1,5 km lange terrænspringningsbane med ca. 19 terrænforhindringer og så afsluttes det hele med nogle spring på den store springbane foran et næsten fyldt stadion.

Dagens vinder blev Sandra Gustafsson/Koordinat foran Jonna Friman/Lady Grey og med danske Niels Goldschmidt og Lasse en trakehner efter Buddenbrock på tredjepladsen. Lasse så ud til at være i topform, og det er også nødvendigt, da parret i den kommende weekend deltager i det danske mesterskab Copenhagen Eventing.

Niels var meget tilfreds med sit ridt, hvor han fik placeret Lasse perfekt foran samtlige forhindringer på nær en enkelt, bemærkede han efter sit ridt, som indbragte ham 10.000 skr.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner