Dansk i toppen men ingen sejr

10-07-2014 18:38

Britt Carlsen

De danske dressurryttere har siddet godt på sejre og topplaceringer i Folksam Scandinavian Open i dressur, men i år måtte de se sig slået af svenskerne (på afkom efter danskopdrættede hingste), til gengæld vandt DV-hingsten Skovens Rafæl den store hingstepris

De svenske ryttere og heste var for stor en mundfuld for de danske ryttere i dressurchampionaterne for 5- og 6-års heste i år. Svenskerne sad på sejren i begge finaler, men så kunne vi da glæde os lidt over, at sejren i 5- års championatet gik til en helt fremragende søn af Skovens Rafael - Revolution redet af Anna Svanberg til 78,457% i finalen. Det var helt i særklasse, men Anne Troensegaard fulgte op på andenpladsen med trakehneren Litvienko Sjælstofte e. Imperio fra Annette Olesen og Søren Rasmussen, en topmoder og meget velgående hest, der var særdeles ridelig og scorede 8 i gangarter, det samme som vinderen. Anne var særdeles godt tilfreds med andenpladsen på Litvienko, som hun har redet i trekvart år.

Der var særdeles delte meninger om klassens tredjeplads Quarton e. Quaterback/Don Schufro redet af Yvonne Österholm. En dommer havde hende som vinder af klassen en anden som nr. 11. På fjerdepladsen kom nok en velgående søn af Skovens Rafael U.Bolt, der bevæger sig med en mekanik, som vil gøre den interessant også i de helt store dressurklasser. 

Michael Søgaard fik Slæbækgårds Santino e. Sir Donnerhall opdr. familien Himmelstrup til at danse gennem travprogrammet, hvor han scorede flere 8-taller. Desværre viste de ikke helt så høj kvalitet i galopprogrammet som i travprogramment, men de sluttede med 73,704% på femtepladsen, og det var Michael særdeles tilfreds med. 
Ditte Dilkær havde lidt problemer i bl.a. traversen med den ellers imponerende travende Fave-Lift e. Florencio, som dog satte lidt points til i skridt. De sluttede med 68.951% på 12. pladsen

6-års finale
Også i 6-års finalen måtte danskerne se sig slået af en søn af en danskopdrættet hingst: Blue Hors Don Romantic var far til den særdeles velredet og meget ridelige og velgaloperende Caruso redet til sejr af Amanda Meijer med pladscifrene 3 2 2 og 73,238% Hun blev tæt forfulgt af Maj Christin Ehnberg Fogelberg og Quaterback- afkommet Quentin der fik 72,952% med pladscifrene 2 1 5.

Sanne Henningsen viste et flot og flydende travprogram på Dancer Khan e. Dancier opdr. Jens Åge Nielsen, men fortalte Sanne, så var den ellers velgående vallak lidt træt og det resulterede bl.a. i to changementer hvor han kom efter hjælpen. Det kostede sejren i klassen, da de fik 72,190% og pladsciffrene 3 3 6.

Stine Døssig og den herlige guldmedaljehoppe Lehmanns Lilo e. De Noir fra Linda og Dennis Lehmann, gjorde god reklame for Dansk Varmblod med tre særdeles gode gangarter med en travbevægelse op ad bakke med knæ og haseaktion og en stor, taktfast skridt. I galoppen mangler hoppen endnu lidt styrke til at kunne bære sin flotte bevægelse. To changementer, der ikke var rene kostede en absolut topplacering, og det samme gjorde dommernes uenighed, idet to dommere så hende som hhv. 1 og 4 mens den tredje havde hende på 6. pladsen. De opnåede 71,476% til femtepladsen. 
Per Skjærbæk fulgte lige efter med Campari e. Concetto, der viste et særdeles flot galopprogram med super sikre changementer, mens hingsten i traven løb lidt på forparten for Per i dag. - Ærgerligt, var han kommentar, og han kunne så istedet for glæde sig over at hans og Lottes dejlige avlshingst Skovens Rafael vandt den eftertragtede hingstepris til den avlshingst, der har haft størst succes i championaterne. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner