Dansk guld ved NM!

06-06-2015 19:47

Britt Carlsen

De danske springryttere var mega seje i den afgørende runde af det Nordiske Mesterskab for seniorer, og så stærkt ridende, at sidste mand ikke behøved at ride på banen - guldet var dansk

Danmark kom til den afgørende finalerunde i det Nordiske Seniormesterskab med 1 tidsfejl samlet af "Danmarks hurtigste mand" Christian Petersen som red en fornem runde, lige udenfor fejlfri tid. I finalen begik han ikke den fejl, og han satte de norske og svenske ryttere under pres med en fejlfri runde. Sverige og Norge var noteret for 4 fejl efter første runde, og det var som om det ikke lige flaskede sig for de svenske og norske ryttere i finalerunden, hvor Emil Hallundbæk og Catoki igen var fejlfri, men desværre lige uden for tiden - så endnu en tidsfejl til Danmark. 
I første runde havde Søren Møller Nielsens Laramy Ask lige netop strejfet en bom, der rullede ud af holderne. I finalen var parret sikkerheden selv, men også de måtte noteres for en tidsfejl - det var lige noget holdet kunne bruge, for som klassen havde udviklet sig, var det nok til at sikre dansk sejr. Dermed blev det ikke nødvendigt for Christian Schou at ride på banen med Cabanus, og det var "lige som planlagt", som han bekræftede med et bredt smil. Mens Finland red sig ud af mesterskabet, så fulgtes Norge og Sverige ad med nøjagtig samme antal fejl i anden runde, og dermed måtte der omspringning til, og den trak svenskerne sig sejrrigt ud af.

Søren Møller Nielsen og Christian Petersen var godt tilfredse med det røde dækken deres heste var iført her til aften. Begge bekræftede de, at de faktisk ikke tænker over, at det er en holdspringning, når de rider på banen. - Jeg tænker på det som enhver anden 140 cm klasse i dag, det var noget andet da jeg var ponyrytter, fortalte Christian med et bredt smil. 
- Jeg tænker heller ikke over det. Jeg koncentrerer mig om at ride min egen tur inde på banen, og fælles for os aller er, at vi ikke vil lave fejl og så er det ikke afgørende om man rider individuelt eller for holdet, fortalte Søren. 
Emil Hallundbæk var sat på seniorholdet ved NM, og også han var særdeles godt tilfreds med sejren, - Det var sjovt at være med, og nu er det anden gang jeg får rødt dækken på her, grinede han med henvisning til, at han sidste weekend blev dansk mester for U21 ryttere uagtet at han blot er 17 år og kan ride med blandt juniorerne. - Det var dejligt at ride med i dag, så har jeg også prøvet det, sluttede han.

I morgen eftermiddag afgøres NM individuelt i den afsluttende Grand Prix-klasse, hvor de tre bedst placerede nordiske ryttere i klassen vil blive udråbt som medaljevindere.

Se resultatet af klassen her.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner